Træ-samarbejde giver ny skov i Skælskør

Slagelse Kommune har indgået en samarbejdsaftale med den almennyttige organisation Plant et Træ. Den nye aftale betyder, at der skal plantes en ny skov i Skælskør.

Inden for få år vil en ny skov begynde at tage form i Skælskør. Slagelse Kommune har indgået en aftale med organisation Plant et Træ. Den betyder, at Plant et Træ donerer midler, så der kan plantes en ny skov ved Ladebovej/Parkvej i Skælskør. Arealet ejes af Slagelse Kommune der, som led i aftalen, stiller arealet til rådighed for den nye skov.

- Det er en rigtig god aftale for os. Vi vil gerne skabe mere bynær skov og natur. Det er til gavn for klimaet, men vi vil også gerne have flere natur- og fritidsmuligheder, som kan skabe rammerne om det gode liv. Derfor er jeg glad for, at Plant et Træ vil hjælpe os med at rejse en helt ny skov i Skælskør, siger borgmester John Dyrby Paulsen (A).

Den nye skov kommer til at ligge i Skælskør by og tæt på cykelstien Fodsporet. Når den nye skov bliver plantet, vil træerne blive plantet i så god afstand, at den ikke kommer til at stjæle solskinstimer fra naboerne. Skoven vil komme til at bestå af træ- og buskarter, der tilgodeser bier og insekter, så den også kan være med til at øge biodiversiteten. I kanten af skoven er det planen, at der skal plantes et skovbryn af buske og træer med bær, og i takt med at skoven vokser, er det også planen, at der skal laves rekreative faciliteter, så den bliver indbydende at opholde sig i.  

- Jeg er rigtig glad for, at Plant et Træ kan medvirke til at plante en helt ny skov i Skælskør. Plant et Træ arbejder for at skabe mere skov og større bevidsthed om træers vilkår og vækst og træers betydning for natur og miljø. Med den nye skov i Skælskør får vi plantet flere træer, som også kan bruges i formidlingen af skovenes betydning, siger Jens Døssing, landsformand for Plant et Træ.

Plantningen af den ny skov i Skælskør forventes at ske i november eller december, hvis vejret tillader det – alternativt i foråret 2022.  Udover træer til den nye skov, har Plant et Træ også donere tre bytræer, som skal plantes i henholdsvis Slagelse, Korsør og Skælskør. Derudover får 10 børneinstitutioner også doneret frugttræsplantager og læringspakker.                                 

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Borgmester John Dyrby Paulsen
    Telefon 21 18 42 04
  • Landsformand for Plant et Træ Jens Døssing
    Telefon 31 47 40 02
  • Projektudvikler Anni Nasheel Lauge Gill
    telefon 21 22 49 24

Pressemeddelelse den 9. juli 2021