Korsør skatepark klar til indvielse 26. juni

Korsør har fået et nyt attraktivt mødested for selvorganiserede grupper af børn, unge og voksne efter den nye skatepark er blevet færdig.

Korsør har fået et nyt attraktivt mødested for selvorganiserede grupper af børn, unge og voksne efter den nye skatepark er blevet færdig. Skateparken har været længe ventet, og der bliver allerede brugt mange aktive timer på hjul på den nye facilitet. Den er blevet til i et tæt samarbejde mellem Foreningen Korsør Skatepark og Slagelse Kommune, og den indvies officielt den 26. juni kl. 14-17, hvor der både vil være opvisning og god mulighed for selv at skate, scoote og hygge.

Aktiviteter under åben himmel 

Gadeidrættens mange forskellige idrætsgrene som f.eks. skateboard, løbehjul, løbecykler, rulleskøjter, BMX mm. formår at samle udøvere på tværs af alle aldre til en lang række sjove og fysiske aktiviteter under åben himmel, når tiden og lysten melder sig. Det ses ikke mindst på Korsørs nye skatepark som allerede er taget godt i brug af ikke mindst børn og unge, som nu har fået endnu bedre mulighed for at udfolde sig på hjul.

Aktivt fritidsliv kræver gode faciliteter 

- Vi har i Slagelse Kommune i vores idrætspolitik et mål om, at flere skal have et aktivt fritidsliv. Men et aktivt fritidsliv kræver også, at vi har gode steder, hvor man udfolde sig. Med skateparken kommer vi nu det mål nærmere, for her kan man i den grad udfolde sig og være fysisk aktiv. Det kan vi allerede nu se sker blandt ikke mindst børn og unge, som har fået et nyt sjovt og ikke mindst udfordrende mødested, så der samtidig også er skabt mere liv i området, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen (A).

Den nye skatepark har overtaget den tidligere skateparks plads, tæt på motionsområdet Dansebuen, som i forvejen er hjemsted for forskellige fysiske aktiviteter.

Sammenhold og fællesskab vokser

- Idéen til skateparken blev født i foråret 2017, og i 2020 kom vi i mål med midlerne i et tæt samarbejde med kommunen. Så vejen til den færdige skateparken har været lang og ikke helt snorlige, men uden tvivl det hele værd, når man kigger på, hvor store smilene og glæden er hos de mange som bruger området. Det er fedt at se, hvordan sammenholdet og fællesskabet allerede begynder at vokse blandt alle dem, som bruger parken, siger ildsjælen Thomas Zielinski fra foreningen Korsør Skatepark. 

Program for indvielsen

Kl.14.00: Velkomst ved Jørgen Andersen, Formand for

Kultur- og Fritidsudvalget og Thomas Zielinski, Frivillig ildsjæl

og Formand for Foreningen Korsør Skatepark

Kl.14.30: Opvisning

Kl.15.15: Fri skate, scoot og hygge

Kl.17.00: Tak for i dag

Alle er velkomne til indvielsen. Der kan parkeres ved grusparkeringen bag Rema 1000 med indgang fra Kongebroen.

Info om skateparken

Skateparken er støttet økonomisk af Trelleborg fonden -i samarbejde med Sydbank, Landudvikling Slagelse, Brand af 1848 fond, Nordea fonden – Den Nationale Platform for Gadeidræt og Slagelse Kommune. Skateparken er bygget af en lokal totalentreprenør KW Betonteknik A/S i samarbejde med de nationale og erfarne skateparkdesignere Concretehead. Arkitektfirmaet HS Brunsgaard Laursen har været eksterne rådgivere. Indvielsen af skateparken er arrangeret i et samarbejde ml. KW Betonteknik A/S, Concretehead Arkitektfirmaet HS Brunsgaard Laursen, Foreningen Korsør Skatepark og Slagelse Kommune.

Flere oplysninger

  • Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen
    Tlf 23 49 04 30
    Mail jorgan@slagelse.dk

  • Idrætskonsulent Signe Vig Jensen
    Tlf 23 29 21 56
    Mail sigje@slagelse.dk

  • Initiativtager fra foreningen Korsør Skatepark Thomas Zielinski
    Tlf. 20 24 25 96
    Mail info@diveit.dk

 Pressemeddelelse 22. juni 2021