Prøvehandling har givet ro på hjemmefronten

En prøvehandling der har hjulpet en gruppe særlig udsatte borgere i egen bolig har vist sig levedygtigt, og med øget livskvalitet for borgerne. Nu gøres ordningen permanent.

Selv om man har et sted at bo, så kan det for en lille gruppe borgere være svært at overskue det hele.  For nogle resulterede det ofte i naboklager eller andre udfordringer, som kunne skubbe borgerne ud i hjemløshed, eller gøre, at de ikke kunne få den hjælp, som de havde brug for, og havde ret til. For andre var det nødvendigt at få tilrettelagt hjælpen, som en samlet indsats, så døren kun skulle åbnes for ganske få.

På den baggrund etablerede Slagelse Kommune i 2019 prøvehandlingen Den Sociale Hjemmepleje, som er et tværfagligt samarbejde mellem Center for Sundhed og Ældre og Center for Handicap og Psykiatri, hvor medarbejdere fra Forsorgscenter Toften leverer både socialpædagogisk støtte og praktiske hjælp som rengøring og tøjvask gennem et lille team af få medarbejdere. Borgerne i Den Sociale Hjemmepleje møder derfor få og kendte medarbejdere, som har særlige kompetencer i forhold til at hjælpe den udsatte med ikke at blive hjemløs eller skabe ro og sammenhæng hos borgere, der har brug for en særlig tilgang. 

Det er Forsorgscenter Toften, som leverer hjælpen til borgerne, og her er der ingen tvivl om, at tilgangen giver mening.

- Vi har haft en ydmyg tilgang til borgerne, og har spurgt dem om, hvad de have havde behov for hjælp til, lige fra vi banker på døren og til vi går igen. På baggrund af deres tilbagemeldinger har vi planlagt vores indsats, så de får hjælp til nogle af de udfordringer, som vi ved kan forværre deres samlede livssituation, siger Anne Mette Thomsen fra Toften.

En af de 24 borgere som har været i prøvehandlingen er Annette Kofoed Lavridsen, og hun har især mærket en forskel i den individuelle tilgang.

- Jeg svært ved at lukke nye mennesker ind og har behov for den fleksibilitet og rummelighed i kan give mig. Jeg føler I hjælper mig med det, jeg har brug, og I snakker min sag alle steder. Det betyder meget for mig. Jeg føler mig mere ”fri” når I kan hjælpe mig, og fordi I lytter til mig, også når jeg er vred eller frustreret, siger Annette Kofoed Lavridsen.

Udvalget for Specialiserede Borgerindsatser og Forebyggelses- og Seniorudvalget har begge fået en orientering om resultaterne om at prøvehandlingen nu gøres til en permanent ordning. I den forbindelse har de givet en samlet udtalelse:

- Prøvehandlingen har hjulpet nogle af vores svageste borgere med at håndtere hverdagens udfordringer, så de kan blive i egen bolig og leve et liv hvor de er mere selvhjulpne. De resultater vi har set indtil videre, giver både mening for borgerne og for den måde, vi bruger resurserne på i kommunen.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Anne Mette Thomsen, afdelingsleder på Toften,
    telefon 23 82 91 39
  • Ulla Rosenkvist, Konsulent ved Center for Handicap og Psykiatri,
    telefon 58 57 40 15

Pressemeddelelse den 11. juni 2021