Nye prøver skal afgrænse PFOS-forurening i kolonihaveforening

Nye prøver skal være med til at afgrænse forureningen i kolonihaveforeningen, efter der er fundet koncentrationer af PFOS, som overskrider jordkvalitetskriteriet i en have og indhold af PFOS i det øvre grundvand, som overskrider drikkevandskriteriet, i to haver. I resten af haverne ligger fundene under grænseværdierne. Indtil videre fastholder Slagelse Kommune anbefalingen om forsigtighed i haverne

Nye jordprøver fra kolonihaveforeningen Rundingen viser, at jordkvalitetskriteriet er overskredet i en af foreningens haver, mens vandprøver fra det øvre grundvand i to haver viser indhold af PFOS over drikkevandskriteriet.

Ifølge NIRAS viser internationale undersøgelser, at baggrundsniveau af PFOS i jorden kan være på gennemsnitlig ca. 3 mikrogram pr. kilo jord, og undersøgelsen af kolonihaverne, som NIRAS har lavet i forbindelse med forureningen på brandskolen i Korsør, viser, at fire ud af 10 haver ligger over dette niveau og kun én af de fire er over jordkvalitetskriteriet, som er på 30 mikrogram pr. kilo jord. I haven hvor jordkvalitetskriteriet er overskredet, viser jordprøverne 120 mikrogram PFOS pr. kilo jord i øverste jordlag, og 39,3 mikrogram PFOS pr. kilo jord i jordlaget mellem 10 og 30 cm under jordoverfladen.

I to haver viser analyser af det øvre grundvand henholdsvis 0,42 og 0,21 mikrogram PFOS pr. liter vand, hvilket er en overskridelse af drikkevandskriteriet på 0,006 mikrogram pr. liter vand. Der bliver dog ikke indvundet hverken drikkevand eller vand til vanding i kolonihaveforeningen fra dette vand.

Fundet af PFOS betyder, at der nu skal tages nye jordprøver i kolonihaveforeningen. De nye prøver skal være med til at afgrænse forureningen, og derfor skal prøverne tages i de haver, som grænser op til eller ligger tæt på den have, hvor der er fundet højere koncentrationer af PFOS. De nye prøver bliver taget hurtig, så situationen for kolonihaverne kan afklares.

Fødevarestyrelsen har tidligere analyseret 11 grøntsager fra kolonihaveforeningen. Ingen af prøverne viste målbare mængder af PFOS, men Slagelse Kommune vil nu gå i dialog med Fødevarestyrelsen for at afdække, hvor de analyserede grøntsager er dyrket set i forhold til resultaterne af de nye prøver. 

Derfor fastholder Slagelse Kommunen anbefalingen om brug af handsker og forsigtighed ved kontakt med jorden.

Mindre PFOS i grøft og nye prøver ved Grevens træer

NIRAS har også taget prøver ved Grevens Træer, som ligger ca. en kilometer fra brandskolen. Her viser jordprøven 68,2 mikrogram PFOS pr. kilo jord, hvilket er en overskridelse af jordkvalitetskriteriet på 30 mikrogram pr. kilo jord. Der er imidlertid tvivl om, hvorvidt der er sket en fejl i forbindelse med denne prøve. Derfor skal nye prøver afklare om, der eventuelt er tale om en fejl. Kødprøver af kvæg, som har græsset ved Grevens Træer, har tidligere vist, at der ikke var PFOS i kødet. Men af forsigtighedshensyn er ejeren af kvæget, som græsser på engen, blevet bedt om at tage kvæget ind, indtil nye prøver har afklaret om, der er tale om en fejl.

I grøften, hvor man tidligere i år fjernede slam, viser jordprøverne, at indholdet af PFOS er faldet fra 6.100 mikrogram til 2.700 mikrogram pr. kilo jord. NIRAS er nu blevet bedt om at komme med et oplæg til, hvad der bør gøres i dette område.

Følg PFOS-sagen her:

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Afdelingsleder Jette Jungsberg
    Telefon 51 53 94 60

Pressemeddelelse den 21. maj 2021