Temamøde om Tour de France-aktiviteter i 2022

Alle interesserede inviteres til online temamøde 26. maj omkring planlægning af aktiviteter langs ruten.

Sommeren 2022 bliver klædt i gult ikke mindst i Slagelse Kommune, som 2. juli lægger veje til 2. etape af årets Tour de France. Planlægningen for gennemkørslen er i fuld gang, og derfor inviterer Slagelse Kommune alle interesserede til online temamøde 26. maj omkring planlægning af aktiviteter langs ruten, så der i fællesskab kan skabes en gul folkefest for både borgere, turister og alle som ser med rundt om i verden.

Gule blomsterbede, børneløb i gule trøjer, cykelkunst i gult – mulighederne er mange og kun fantasien sætter grænser for, hvilke aktiviteter der kan komme i spil langs ruten, når Tour de France-feltet kommer susende forbi den 2. juli 2022. Derfor inviteres alle interesserede f.eks. foreninger, grupper, lokalråd og borgere generelt til online temamøde, hvor der både bliver mulighed for at få inspiration til hvilke tiltag/aktiviteter der f.eks. kan være langs ruten og ikke mindst information om, hvordan man melder sin aktivitet ind og om kommende Tour de france-puljer, som man kan søge til.

Vi skaber den gule folkefest i fællesskab

- Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange vil bakke op om, at vi i fællesskab får skabt en gul folkefest. Den dag vil blive helt speciel, både for os som bor her, og de mange som kommer til vores kommune. Det giver os en unik mulighed for at vise vores skønne områder frem for resten af Danmark og de mange andre lande, som sidder og følger med på skærmen netop den dag. Større sportsbegivenhed kommer vi ikke til at opleve lige foreløbig, så jeg vil opfordre alle, som har mulighed for det, til at være med, siger borgmester John Dyrby Paulsen (A). 

Temamødet holdes online 26. maj kl. 19.30-21.00

Hvis du skal angive mødenummer og adgangskode, er det:
Mødenummer: 163 206 7268
Mødeadgangskode: AFgQpghU298

Allerede d. 1. august 2021 er der deadline for indmelding af aktiviteter, så det er nu hovederne skal lægges i blød.

Touren over broen

- Vi glæder os til at se rigtig mange spændende forslag til, hvordan vi sammen skaber et brag af gul folkefest. Da vi sidste år mødtes til workshop på Musholm Feriecenter var det startskuddet for det, vi kalder Touren over Broen som er vores del af etapen. Allerede her kunne vi mærke energien og interessen for, at vi sammen bakker op om, når touren komme til vores kommune. Temamødet er så næste del i rækken til, hvordan vi klæder kommunen på i gult, og vi er meget spændte på hvad de mange kreative foreninger, kunstnere og borgere generelt vil byde ind med, siger Puk Kirkeskov Hvistendal leder af Idræt, Fritid og Faciliteter.  

Flere oplysninger

  • Borgmester John Dyrby Paulsen
    Tlf. 21 18 42 04


  • Leder af Idræt, Fritid og Faciliteter Puk Kirkeskov Hvistendal
    Tlf. 29 12 42 03

Pressemeddelelse 20. maj 2021