Se programmet for sommertogtet

Der vil være god mulighed for at se og fejre Dronningen undervejs.

Hendes Majestæt Dronningen besøger Slagelse Kommune den 29. og 30. august. Der vil være god mulighed for at se og fejre Dronningen undervejs bl.a. ved karetturen gennem Slagelse midtby, under busturen med veteranbus i Skælskør samt afsejling fra Korsør havn.

Som en del af sommertogtet med Kongeskibet Dannebrog gæster Hendes Majestæt Dronningen Slagelse Kommune i to dage, hvor hun både besøger Korsør, Skælskør, Slagelse og landdistrikterne.

- Vi ser meget frem til Hendes Majestæt Dronningens besøg, og vi håber rigtig mange vil møde op og være med til at gøre dagen ekstra festlig. Der er gode muligheder for at få et glimt af Dronningen under karretturen i Slagelse midtby ledsaget af Garderhusarregimentets Hesteskadron, ligesom der i Skælskør vil være mulighed for at se Dronningen i veteranbus gennem midtbyen. Jeg ser frem til, at vi sammen giver Dronningen et mindeværdigt besøg i vores festklædte kommune, siger borgmester Knud Vincents (V). 

29. august 14.30-19.30

Officiel modtagelse, karettur og minikoncert

Når Dronningen ankommer til Slagelse Rådhus kl. 14.30, vil en modtagekomite tage imod på Rådhuspladsen, hvorefter Dronningen vil blive budt velkommen af byrådet i byrådssalen. Karretturen begynder kl. 15.12 og slutter ved Træskogården, hvor der holdes en minikoncert med VASACs Sunshine Band. Bandets medlemmer har forskellige udfordringer, men fælles for dem alle er glæden ved og interesse for musikken.

Studiebyen Slagelse og festforestilling på Borreby

Herefter skal Dronningen besøge Studiebyen Slagelse, hvor der vil være rundvisning på Absalon samt besøg på campusområdet med deltagelse af repræsentanter for SDU og Absalon. På Absalon vil der bl.a. være fremvisning af jordemoderuddannelsens simulationsstue samt sygeplejerskeuddannelsens sengestue.

Dagens program slutter med en festforestilling ved Sjællands Teater på Borreby Teater. Dronningen og de inviterede kan se frem til en række enkeltnumre, der viser den kulturelle mangfoldighed i Slagelse Kommune udført af professionelle herboende kunstnere, kunstnere opvokset i Slagelse samt frivillige.

30. august 10.00-16.30

Recyklingvirksomhed, international keramik og veteranbustur

Tirsdag den 30. august starter kl. 10.00 ved et virksomhedsbesøg hos Scanmetals, der udvinder metaller af bundslagger fra affaldsforbrændingsanlæg. Herefter vil der være besøg hos Guldagergaard, som er et internationalt videns- og formidlingscenter for keramik med Nordens største ovngård.

Kl. 11.45 vil der i Guldagergaard Bypark være fremvisning af veteranbusser fra Danmarks Busmuseum, hvorefter Dronningen kl. 11.55 køres i en af veteranbusserne gennem Skælskør midtby.

Specialskole, musikskolekoncert og FGU-værftet

Busturen stopper ved Harboes Bryggeri, hvor der vil være fremvisning af en skulptur, som er udarbejdet af Prins Henrik. Efter frokosten skal Dronningen besøge Storebæltsskolen. En specialskole, der tilbyder vidtgående specialundervisning og er en af landets bedste specialskoler til at inkorporere teknologi i den specialpædagogiske praksis.

Herfra skal Dronningen besøge Kongegaardshaven, som ligger i tilknytning til Kongegaarden, der er Vestsjællands ambitiøse og progressive kunsthal, der præsenterer en lang række af landets bedste og mest eksperimenterende kunstnere. I Kongegaardshaven vil elever fra Slagelse Musikskole opføre en koncert.

Det sidste besøgssted er FGU’s værft. FGU er en uddannelsesinstitution for unge, der tager en alternativ vej til uddannelse og beskæftigelse. Her skal Dronningen møde nogle af de unge elever som fortæller, hvad de arbejder med. Sommertogtet slutter med souper på Kongeskibet Dannebrog kl. 19 og kl. 21.30 lægger Kongeskibet fra kaj.

 Akkreditering

Alle fotografer, journalister mv. der ønsker at dække Dronningens besøg og dermed få adgang til pressepools under sommertogtet i Slagelse Kommune skal akkrediteres. Akkreditering sker via formularen på denne side:

Fristen for at tilmelde sig akkreditering er mandag den 22. august, klokken 12.00.

Flere oplysninger

  • Leder af Kommunikationsafdelingen Pia Becker Andersen
    Tlf. 40 23 64 67
    Mail piahi@slagelse.dk

Pressemeddelelse 8. august 2022