Babymotorikcafé skal give inspiration til bevægelse

Sundhedsplejerskerne starter den 24. marts motorikcafé på Slagelse Bibliotek for forældre og småbørn.

Leg og bevægelse er vigtigt, også selvom man kun er 0-9 måneder. Derfor starter sundhedsplejerskerne i Slagelse Kommune den 24. marts motorikcafé på Slagelse Bibliotek for forældre og småbørn. Her kan man få idéer til leg, motorik og bevægelse - både til sit barn, men også til aktiviteter man kan lave sammen med sit barn. Målet er, at styrke småbørns motorik, da børns motoriske udvikling har stor betydning for barnets generelle trivsel.

Forskning viser, at børn med en god motorik bevæger sig mere. Når børn har en god motorik og er gode til at hoppe, krybe og kravle, så har de lettere ved at koncentrere sig, lære nyt og det styrker dem i at danne sociale relationer. Alt det tilsammen betyder, at barnet trives bedre. Børn lærer og erfarer med kroppen, og derfor er det vigtigt at alle voksne omkring børnene ved, hvad leg og bevægelse tidligt i livet kan. Derfor starter sundhedsplejerskerne i Slagelse Kommune motorikcaféer, hvor forældre med småbørn kan få inspiration til en hverdag med bevægelse.

Leg og bevægelse giver et godt fundament

- Vi vil rigtig gerne inspirere forældre til, hvordan de kan støtte deres barn i at udvikle sig gennem leg og bevægelse. Børn lærer gennem leg og ved at bruge kroppens sanser. Når sanserne bliver stimuleret, udvikler de sig, og de er med til at skabe et afgørende fundament for børnenes motoriske udvikling. Så jo mere man leger med sit barn, jo mere kropsbevidst bliver det, og det giver barnet et rigtig godt fundament tidligt i livet, siger sundhedsplejerske Anne Grethe Thede Jensen.

Motorikcaféerne starter med et kick-off torsdag den 24. marts kl. 10-12 på Slagelse Bibliotek. Motorikcaféerne er en del af Slagelse Kommunes projekt ’BiDS – Bevægelse i Dagtilbud og Skoler”, som bl.a. gennem forskellige bevægelsesindsatser skal forbedre børn og unges sundhed, trivsel og læring, hvor der i den tidlige indsats på 0-6 års området bl.a. er sat fokus på at styrke børns motoriske udvikling.

- I Slagelse Kommune er ca. hver femte elev i 0. klasse ikke motorisk alderssvarende. Det kan give nogle negative konsekvenser i forhold til børnenes sociale liv, fysiske aktivitet, indlæring og koncentration. Derfor håber vi, at motorikcaféerne sammen med andre tidlige indsatser kan være med til at inspirere forældre til at få mere leg og bevægelse ind i børnenes hverdag, så motorik bliver en naturlig del af dagligdagen så tidligt som muligt, og så børnene opnår glæde, udvikling og trivsel, siger koordinator for BiDS i Slagelse Kommune Signe Vig Jensen.

Flere oplysninger

  • Sundhedsplejerske Anne Grethe Thede Jensen
    Tlf. 51 40 90 82
    Mail atjen@slagelse.dk


  • Koordinator for BiDS i Slagelse Kommune Signe Vig Jensen
    Tlf. 23 29 21 56
    Mail sigje@slagelse.dk 

Pressemeddelelse 18. marts 2022