Hvor mangler der ladestandere i Slagelse Kommune?

Slagelse Kommune arbejder på at udvikle en ladestanderstrategi. Alle borgere opfordres hermed til at sende input til gode steder at placere offentligt tilgængelige ladestandere.

Slagelse Kommune indsamler input til placering af ladestandere til el- og hybridbiler; standerne skal være tilgængelige for offentligheden. Alle input er velkomne, dog kan kommunen eksempelvis ikke etablere ladestandere på private parkeringspladser. 

Hvor synes du, der mangler en ladestander?

Hvis du bor eller arbejder i kommunen - eller på anden vis har tilknytning til kommunen – opfordres du til at dele dit input med Slagelse Kommune.

Det er ganske nemt at komme med input. På vores side om høringer er der til og med mandag 4. april 2022 et link til en formular, hvor du blot skriver navn, forslag og trykker send:

  • www.slagelse.dk/hoering - Vælg "Hvor mangler der ladestandere i Slagelse Kommune?" (efter 4. april 2022 findes punktet ikke mere på listen).

På siden kan du også se et kort over, hvor der allerede er ladestandere i Slagelse Kommune. 

Formålet

Formålet med undersøgelsen er at få kendskab til, hvor kommunens borgere og pendlere efterspørger offentligt tilgængelige ladestandere.

Undersøgelsen er en del af en større kortlægning af behovet for ladeinfrastruktur. Resultatet af undersøgelsen er med til at danne grundlag for kommunens arbejde med at udvikle en ladestanderstrategi, som skal være en køreplan for Slagelse Kommunes fremadrettede arbejde med ladestandere.

I perioden 2022-2024 etablerer kommunen også ladestandere ved nogle af de kommunale bygninger.

Flere oplysninger 

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt klimamedarbejder Knirke Maj Bosner, Center for Miljø, Plan og Teknik, e-mail: knbos@slagelse.dk, tlf. 91 16 65 61. 

Vi håber, at så mange som muligt har lyst til dele deres input til placering. På forhånd tak!

 

Nyhed 24. marts 2022