Pas

Er dit pas udløbet? Har du mistet dit pas? Eller skal du have pas for første gang? Book tid til et pas på denne side.

Har du behov for et nyt pas – og er du borger i Slagelse Kommune?

Sommeren nærmer sig. Og måske, hvis coronasituationen og myndighederne tillader det, kan det blive aktuelt med udlandsrejser til sommer.

Har du rejseplaner til udlandet i sommeren 2021, og behov for et nyt pas, så kontakt Slagelse Kommune for bestilling af tid til pasudstedelse.

Tlf. 58 57 57 57

Mandag til torsdag kl. 10.00 – 14.00
Fredag kl. 10.00 - 13.00

Bemærk at Borgerservice fortsat er omfattet af den nationale nedlukning. Derfor opfordres kun pasløse borgere med aktuelle rejseplaner (sommeren 2021) til at kontakte Borgerservice nu. Borgere med behov for pasfornyelse, men uden aktuelle rejseplaner, opfordres til at henvende sig, når Borgerservice genåbnes efter nedlukningen.

-----------------------------------------------------------------

Sådan gør du

  1. Book tid hos Borgerservice
  2. Mød personligt op hos Borgerservice

Book tid hos borgerservice

Husk at booke én tid pr person

Mød først op 5 min. inden din tid, så vi undgår for mange samlet på én gang.

Grundet nuværende situation med Coronavirus, opfordres alle med symptomer på forkølelse og/eller luftvejsinfektion, der har booket en tid i Borgerservice, til at afmelde tiden og booke en ny, når symptomerne er væk.
Hermed beskytter vi andre mod eventuelt smitte.

Spar tid – udfyld digital ansøgning

Benyt vores digitale ansøgning til pas og udfyld papirerne på forhånd. På den måde gør du ekspeditionstiden kortere for dig og din familie. Se ”selvbetjening” i den røde boks.

Når du har udfyldt ansøgningen, skal du efterfølgende møde personligt op i Borgerservice.

Hvad skal du medbringe

Forny pas

Mistet pas eller har ikke pas i forvejen over 18 år

  • Original dåbs-, navne- eller fødselsattest og sundhedskort eller anden egnet billedlegitimation med cpr.nr. og sundhedskort
  • Et vellignende foto, som lever op til billedkrav

Pas til børn under 18 år

  • Hvis barnet har haft pas tidligere: Medbring det gamle pas
    Hvis barnet ikke har haft pas før: Medbring original dåbs-, navne- eller fødselsattest
  • Samtykkeerklæring fra forældrene (se nedenfor)
  • Et vellignende foto, som lever op til billedkrav

Pas til unavngivet barn

Samtykkeerklæring til børn

For at få udstedt eller fornyet et pas til dit barn under 18 år skal du udfylde en samtykkeerklæring. Hvis der er fælles forældremyndighed, skal begge forældre udfylde og underskrive samtykkeerklæringen.

Det tager 11-15 hverdage, før du får dit nye pas.

Vejledning om pas
  • Sådan ansøger du om eller fornyer et pas

    Når du ønsker at få et pas, skal du henvende dig personligt i borgerservice uanset alder. Du kan frit vælge kommune.

    Bestil tid til nyt pas - klik på "Start"

    I nogle kommuner skal du bestille tid til nyt pas i den digitale selvbetjeningsløsning, inden du møder op i borgerservice. Undersøg med kommunen, om det er obligatorisk at bestille tid i forvejen.

    Du bestiller tid ved at klikke på "Start" ud for dette afsnit.

    Alle nye pas skal indeholde fingeraftryk, så du får taget digitale fingeraftryk, når du bestiller et nyt pas. Dette gælder indtil videre ikke for børn under 12 år.

    Du skal medbringe:

    • dit sidst udstedte pas, hvis passet skal fornys
    • original dåbs-, navne- eller fødselsattest, sundhedskort eller anden egnet legitimation samt billedlegitimation, hvis du ikke har et pas i forvejen
    • fødselsattest, hvis du søger om pas til et unavngivet barn
    • sundhedskort (sygesikringsbevis), hvis dit personnummer ikke fremgår af attesten eller af din billedlegitimation, og du ikke har et pas i forvejen. 
    • et vellignende foto, som lever op til billedkravene.

    Det tager 11-15 hverdage, fra du har været i borgerservice, til du får dit nye pas. Hvis du afhenter pas for en anden person i borgerservice, skal du medbringe en fuldmagt.

    Læs om regler for pasbilleder:

    Indehaveren eller indehaverne af forældremyndigheden skal underskrive

    Husk, at hvis dit barn skal have et pas, skal den, der har forældremyndigheden over det barn, som søger om nyt pas, give samtykke, før passet udstedes. Begge forældre skal give samtykke, hvis begge forældre har del i forældremyndigheden. Du giver samtykke ved at underskrive ansøgningen.

    Vær opmærksom på, at du sender pasansøgningen/samtykkeerklæringen til den kommune, hvis borgerservice du møder op i.

    Klik på "Start" ud for afsnittet "Alle børn skal have eget pas" længere nede på denne side eller på kommunens hjemmeside for at komme til ansøgningen/samtykkeerklæringen.

    Flybilletter ved fornyelse af pas

    Når du fornyer dit pas, får du altid et nyt pasnummer. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at hvis du har købt flybilletter, og du har oplyst dit gamle pasnummer, så kan flybilletterne være ugyldige. Har du oplyst dit gamle pasnummer, kan du kontakte dit flyselskab, og så kan de måske ændre pasnummeret til det nye pasnummer, hvis det er nødvendigt.

    Nyt pas for danskere bosiddende i udlandet

    Hvis du er dansker, bor i udlandet og skal have et nyt dansk pas, er det billigst, hvis du bestiller passet, når du er på besøg i Danmark. Alle danske statsborgere kan få udstedt et pas ved personlig henvendelse til borgerservice i enhver kommune. Du behøver ikke at bo i kommunen eller have nogen særlig tilknytning til den.

    Hvis du ikke kan komme til Danmark, kan du søge om pas på de danske ambassader og konsulater. På Udenrigsministeriets hjemmeside finder du landelisten. Her kan du klikke dig frem til, hvor ambassaden og/eller konsulaterne ligger i det enkelte land, samt hvordan du ansøger, hvad du skal betale og hvilke dokumenter, foto og andet du skal have med.

     Ved henvendelse på Bibliotek og Borgerservice vedr. pas kræver det tidsbestilling. Det er muligt at bestille tid på www.slagelse.dk/bestiltid

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Hvad koster et pas?

    Priserne på pas (2021) inklusive gebyr for optagelse af fingeraftryk er:

    • Børn 0-11 år: 150 kr.
    • Børn 12-17 år: 178 kr.
    • Personer 18 år - folkepensionsalderen: 890 kr.
    • Personer i folkepensionsalderen: 378 kr.

    Husk, at pris for et nyt foto til passet kommer oveni.

    Vær opmærksom på, at i tilfælde hvor du ikke kan fremvise et gyldigt eller udløbet pas ved ansøgning, eller fremviser passet i ødelagt stand i forbindelse med ansøgning om fornyelse af pas eller udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden, fordobles prisen (2021) for udstedelse af pas. Læs mere her på siden under "Hvis du mister dit pas".

    • Det er ikke billigere, at få et pas fordi du er førtidspensionist

    Fordobling af prisen

    Gebyret for udstedelse af pas samt optagelse af fingeraftryk, jf. paslovens § 4 a og 4 b, fordobles i tilfælde, hvor et gyldigt eller udløbet pas tilhørende pasansøgeren ikke kan fremvises ved ansøgning om pas, eller hvis passet i forbindelse med ansøgning fremvises i ødelagt stand.

    Betalingsmuligheder

    Du kan betale med dankort, MobilePay og danske kontanter, dvs. du kan IKKE betale med bla. visa electron, mastercard eller udenlandsk visa

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Krav til fotoet i pas

    Der er specielle krav til det fotografi, der skal bruges i dit pas:

    • fotografiet skal være uden skader
    • det skal ligne dig og have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
    • billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt og det øverste af skuldrene
    • hovedbeklædning må kun bæres, hvis det er af religiøse grunde, og pandeparti, kindben og hage skal være synlige
    • ansigtet skal være jævnt belyst
    • begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
    • munden skal være lukket
    • briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser
    • baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver.

    Du kan få mere information om udstedelse af pas ved at henvende dig til kommunen og læse politiets regler for pasfoto.

    I Slagelse Kommune har du mulighed for, at få taget dit digitale pasfoto i forbindelse med ekspeditionen, det koster et gebyr på 115 kr. Erfaringen viser, at det kan være svært at tage pasfoto af små børn. Vi anbefaler derfor forældre til børn under fem år, at medbringe et gyldigt pasfoto af barnet.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Hvor kan jeg ansøge om eller forny mit danske pas?

    Når du ønsker at få et pas, skal du henvende dig personligt til en kommunes borgerservicecenter. Dette gælder uanset alder.

    Du kan få lavet pas i alle kommuner, det vil sige at du ikke behøver at henvende dig i din bopælskommune.

    I Slagelse Kommune kan du henvende dig i et af de tre borgerservicecentre.

    Skælskør kan du få lavet pas

    • tirsdag og torsdag

    Dette kræver tidsbestilling.

    Korsør kan du få lavet pas

    • mandag, tirsdag, onsdag og torsdag.

    Dette kræver tidsbestilling.

    Slagelse kan du få lavet pas

    • mandag - lørdag. 

    Dette kræver tidsbestilling.

     

  • Hvis du ikke kan nå at få dit pas

    Er du sent ude med bestillingen af dit pas, er der tre muligheder for levering af pas i hastetilfælde:

    • forlængelse af eksisterende pas
    • midlertidigt pas (nødpas)
    • hastelevering.
    Forlængelse

    Du kan få forlænget dit eksisterende pas én gang ved et stempel, hvis dit pas er udløbet inden for de sidste tre måneder eller vil udløbe inden for kort tid, før du skal rejse. Men kun i det tilfælde, at det ikke er muligt at nå at bestille et nyt pas - fx ved et akut opstået behov for at rejse. Forlængelsen vil så gælde, til du kommer hjem fra din rejse - dog maksimalt et år. Forlængelsen koster ikke noget.

    Du skal møde personligt op i borgerservice og have dit pas med. Muligheden for at få forlænget sit pas gælder også for børnepas. Her skal barnet møde personligt op. Hvis der er fælles forældremyndighed, skal begge forældre underskrive ansøgningen, men I behøver ikke begge to møde op. Du skal dog være opmærksom på, at ikke alle lande accepterer en forlængelsespåtegning i passet. Det er op til dig selv at undersøge, om dit rejsemål accepterer det. Det kan du gøre via dit rejsemåls ambassade i Danmark eller dit rejseselskab.

    Midlertidigt pas (nødpas eller provisorisk pas)

    Midlertidigt pas (nødpas eller provisorisk pas) kan udstedes, hvis:

    • du har mistet dit pas
    • du ikke har et pas
    • du har glemt dit pas derhjemme, og ikke kan nå at hente det, før du skal rejse til et land, hvor pas er påkrævet (bemærk rejsen skal være umiddelbart forestående)
    • dit pas er udløbet for mere end tre måneder siden.

    Du kan kun få et nødpas, hvis du ikke kan nå at få et egentligt pas. Prisen er den samme som for det almindelige pas. Du skal til et borgerservicecenter for at få et nødpas.

    Nødpasset har nogle begrænsninger, som du skal være opmærksom på. Det udstedes kun for den periode, du er på rejse - og maksimalt et år. Der er lande, som fx USA, der ikke godkender nødpasset til indrejse. Du kan finde en oversigt over andre landes pas- og visumregler på Udenrigsministeriets hjemmeside.

    Hastelevering

    Hvis din afrejse er så tæt på, at du ikke kan vente på den almindelige levering på 11-15 hverdage, er der mulighed for hastebehandling. Den tager ca. 5 hverdage.

    Der skal også foto i nødpas - se krav til foto i pas
    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Hvor længe er passet gyldigt?
    • Pas til personer, der er fyldt 18 år, er gyldige i 10 år
    • Pas til børn og unge mellem 2-18 år er gyldige i 5 år
    • Pas til børn, der endnu ikke er fyldt 2 år, er gyldige i 2 år
    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Alle børn skal have eget pas

    Børn skal have deres eget pas, uanset hvor gamle de er, og skal også møde op personligt.

    Ved fælles forældremyndighed skal begge forældre give samtykke

    Hvis dit barn under 18 år skal have et pas, skal den, der har forældremyndigheden over det barn, som søger om nyt pas, give samtykke, før passet udstedes. Begge forældre skal give samtykke, hvis begge forældre har del i forældremyndigheden. Du giver samtykke ved at underskrive ansøgningen. 

    Klik på "Start" ud for dette afsnit for at komme til ansøgningen/samtykkeerklæringen.

    Vær opmærksom på, at du sender pasansøgningen/samtykkeerklæringen til den kommune, hvis borgerservice du møder op i. Når du ansøger om pas til dit barn, skal barnet være til stede.

    Der gælder de samme regler for pas til børn som for pas til voksne, hvad angår fx kvaliteten af det medbragte foto. Dog skal børn under 12 år indtil videre ikke afgive fingeraftryk.

    Unavngivne børn

    Hvis dit barn ikke er navngivet, og I skal ud at rejse, skal du være opmærksom på, at enkelte lande som fx England og USA ikke kan garantere, at dit barn kan rejse ind i landet uden problemer.

    Er du i tvivl, kan du henvende dig til dit rejsemåls ambassade eller konsulat i Danmark.

    Danske børn født i udlandet skal have dansk pas

    Hvis du er dansker og er blevet forældre mens du opholder dig i udlandet, skal dit barn have et dansk pas på lige fod med alle andre, for at rejse – uanset hvor der rejses til. Søg om dansk pas på den danske repræsentation/ambassade i landet på samme måde som der søges om pas i Danmark hos borgerservice.

    Hvis dit barn rejser uden dig

    Hvis dit barn under 18 år skal ud at rejse, og du som forælder eller værge ikke skal med, kan dit barn risikere at blive nægtet indrejse i nogle lande.

    Der findes endnu ikke en liste over, hvilke lande det drejer sig om. Derfor er det en god idé på forhånd at kontakte ambassaden eller konsulatet for det land, dit barn skal rejse til. De vil kunne oplyse om reglerne børn og unge under 18 år, der rejser ind i landet uden deres forældre eller værge.

    I Slagelse Kommune har du mulighed for, at få taget dit digitale pasfoto i forbindelse med ekspeditionen, det koster et gebyr på 115 kr. Erfaringen viser, at det kan være svært at tage pasfoto af små børn. Vi anbefaler derfor forældre til børn under fem år, at medbringe et gyldigt pasfoto af barnet.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Hvis du mister dit pas

    Hvis du mister dit pas i Danmark, skal du melde det mistet til kommunen, som herefter opdaterer passet som mistet, hvorefter det ikke længere er gyldigt. I tilfælde, hvor passet er mistet i forbindelse med en strafbar handling (fx tyveri), skal passet meldes mistet hos politiet. Du vil herefter ved henvendelse til kommunen kunne ansøge om nyt pas, som du selv skal betale.

    I tilfælde hvor du ikke kan fremvise et gyldigt eller udløbet pas ved ansøgning, eller fremviser passet i ødelagt stand i forbindelse med ansøgning om fornyelse af pas eller udstedelse af nyt pas i gyldighedsperioden, fordobles prisen (2021) for udstedelse af pas til:

    • Børn 0-11 år: 300 kr.
    • Børn 12-17 år: 356 kr.
    • Personer 18 år - folkepensionsalderen: 1.780 kr.
    • Personer i folkepensionsalderen: 756 kr.

    Når du ansøger om nyt pas, skal du medbringe:

    • original dåbs-, navne- eller fødselsattest, sundhedskort eller anden egnet legitimation samt billedlegitimation
    • sundhedskort (sygesikringsbevis), hvis dit personnummer ikke fremgår af attesten eller af din billedlegitimation. 
    • vellignende foto, som lever op til billedkravene.

    Hvis du mister dit pas i udlandet, skal du politianmelde det på den lokale politistation og bede om en politirapport eller en kvittering. Den skal du tage med til den danske ambassade i det pågældende land sammen med to pasbilleder, der lever op til billedreglerne. Ambassaden kan udstede et nyt midlertidigt pas (nødpas), der gælder, til du kommer tilbage til Danmark. Du skal betale et gebyr eller timebetaling for udstedelsen af nødpasset.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Hvis du har skiftet navn

    Hvis du har skiftet hele eller dele af dit navn ud, er det en god idé at få et nyt pas. Af sikkerhedsgrunde vil flyselskaber og rejsebureauer ikke lade dig rejse, hvis navnet på billetten og navnet i passet ikke er det samme.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Når du rejser i Norden

    Når du rejser i Norden (Norge, Sverige, Finland og Island), er det som udgangspunkt ikke nødvendigt, at du som dansk statsborger medbringer dit pas.

    Du skal dog stadig kunne identificere dig med anden form for billedlegitimation. Du kan bl.a. blive afkrævet et bevis for, hvem du er, ved overnatning på hoteller o.l.

    Ved indrejse direkte i Danmark fra et andet nordisk land, hvis der er indført midlertidig grænsekontrol

    Flere nordiske lande har i perioder skærpet grænsekontrol af indrejsende. Undersøg derfor altid forud for en rejse i Norden, om der er skærpet grænsekontrol.

    Ved kontrol ved grænsen skal du kunne sandsynliggøre, at du er nordisk statsborger. Det er kun pas og nationale id-kort, der indeholder oplysning om statsborgerskab. Vi anbefaler derfor, at nordiske statsborgere medbringer et af følgende dokumenter:

    • Pas
    • Kørekort
    • Nationalt id-kort med billede (I Norden er det finske, norske og svenske statsborgere, der har et nationalt identitetskort, der er godkendt som rejselegitimation for indrejse i Danmark)

    Nordiske statsborgere under 18 år er fritaget fra kravet om selvstændig legitimation, hvis denne rejser med en forælder/værge, der også er nordisk statsborger, og som kan identificere sig som anført ovenfor.

    For nordiske statsborgere under 18 år, der rejser uden forælder/værge, gælder de samme regler som for voksne, hvorefter barnet skal kunne sandsynliggøre sit statsborgerskab. Vi anbefaler således, at barnet medbringer et pas. Dette krav gælder dog ikke for skoleelever under 18 år, som rejser i forbindelse med en skoleekskursion inden for det almene skolesystem eller med en fritidsordning. Ved skolerejser skal gruppen være ledsaget af en lærer eller anden person over 18 år, der er i besiddelse af en liste til brug for rejsen, som angiver alle skoleelever/ledsagende lærere samt dokumentation for rejsens formål og omstændigheder. Skolerejselister kan anskaffes ved, at rette henvendelse til Udlændingestyrelsen eller en dansk politikreds. Det er fortsat en betingelse for indrejse, at de ledsagende lærere opfylder indrejsebetingelserne.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Når du rejser til andre lande

    Når du rejser uden for Norden, skal du som dansk statsborger altid medbringe dit gyldige pas. Dette gælder også for rejser til de lande uden for Norden, som er en del af Schengen-samarbejdet.
     
    Danmarks deltagelse i Schengen-samarbejdet ændrer ikke på reglerne for, hvornår du skal medbringe dit pas.

    Visse lande kræver, at dit pas er gyldigt seks måneder ud over rejsens varighed. Undersøg derfor altid forud for rejsen, hvilke regler der gælder for dit rejsemål.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Ekstra pas

    Du kan søge om et ekstra pas, hvis du rejser i forbindelse med dit arbejde, og:

    • dit pas er indleveret til visering,

    eller

    • dit pas har stempler eller viseringer, der kan gøre indrejse umulig i det land, du har planer om at rejse til.

    Du skal dokumentere, at det er nødvendigt med et ekstra pas. Medbring en erklæring fra din arbejdsgiver og søg om det ekstra pas i kommunen. Prisen er den samme, som for almindeligt pas.

    Erklæring/dokumentation fra arbejdsgiver skal indeholde følgende: At passet skal bruges i forbindelse med arbejdet og være påført pasansøgerens navn. Erklæring/dokumentation må kun indeholde en ansøgers navn og skal være stemplet af arbejdsgiveren.

    Normalt kan du ikke få ekstra pas til turist- og ferierejser.

    Gyldighed for ekstra pas

    Et ekstra pas må kun udstedes for rejsens varighed, dog maksimalt to år. Du skal aflevere dit ekstra pas tilbage til kommunen efter brug.

    Indhold hentet fra Borger.dk
  • Lovgivning
Spørgsmål og svar
  • Åbningstid i Korsør Bibliotek & Borgerservice

    Åbningstid Korsør Borgerservice

    Mandag 10-17

    Tirsdag 10-15

    Onsdag 12-17

    Torsdag 12-15

    Fredag 10-13

    Lørdag 10-13

    Der skal bestilles tid, når man skal ekspederes i Borgerservice.

    eller kom ind på Korsør Bibliotek & Borgerservice og få hjælp eller ring på tlf. 58 57 57 57. 

    Åbningstid Korsør Bibliotek

    Mandag 10-17

    Tirsdag 10-17

    Onsdag 12-17

    Torsdag 12-17

    Fredag 10-16

    Lørdag 10-13

  • Åbningstid i Skælskør Bibliotek & Borgerservice

    Åbningstid Skælskør Borgerservice

    Mandag: 12-15

    Tirsdag: 10-15

    Onsdag: Lukket

    Torsdag: 10-17

    Fredag: 10-13

    Lørdag: Lukket

    Der skal bestilles tid, når man skal ekspederes i Borgerservice.

    eller kom ind på Skælskør Bibliotek & Borgerservice og få hjælp eller ring på tlf. 58 57 57 57. 

     

    Åbningstid Skælskør Bibliotek

    Mandag: 12-17

    Tirsdag: 10-17

    Onsdag: Lukket

    Torsdag: 10-17

    Fredag: 10-16

    Lørdag: Lukket

     

    Biblioteket har ubemandet åbent:

    Man-tors: 7-21

    Fre-søn: 7-18

  • Åbningstid i Slagelse Bibliotek & Borgerservice

    Åbningstid Slagelse Borgerservice

    Mandag 10-15

    Tirsdag 10-17

    Onsdag 10-15

    Torsdag 10-17

    Fredag 10-13

    Lørdag 10-13

    Der skal bestilles tid, når man skal ekspederes i Borgerservice.

    eller kom ind på Slagelse Bibliotek & Borgerservice og få hjælp eller ring på tlf. 58 57 57 57. 

    Åbningstid Slagelse Bibliotek

    Mandag 10-18

    Tirsdag 10-18

    Onsdag 10-18

    Torsdag 10-18

    Fredag 10-16

    Lørdag 10-13