Spring til...

Lokalplan 110A Haldor Topsøe A/S - Stigsnæs

Planen er i offentlig høring de næste 14 dage og vi modtager i denne periode dine bemærkninger og forslag

Slagelse Kommune har den 4. august 2025 administrativt vedtaget at sende forslag til lokalplan nr. 110A, Haldor Topsøe A/S - Stigsnæs i offentlig høring.

Lokalplanforslag nr. 110A

Lokalplanens indhold

Lokalplan 110A er udarbejdet som en lokalplan af mindre betydning og er således en mindre justering af Lokalplan 110, Haldor Topsøe A/S – Stigsnæs. Baggrunden for lokalplanændringen er en ansøgning om at opstille et BESS-anlæg (Battery Energy Storage Systems) på ejendommene matr.nr. 10e og 10f Holten By, Magleby inden for delområde II i lokalplanen. Derfor er der som en del af lokalplanændringen indarbejdet muligheden for teknisk anlæg i lokalplanens formåls- og anvendelsesbestemmelse.

Justeringerne i lokalplanen er markeret med gult. Det er således alene den med gult markerede tekst der er i offentlig høring.   

Mulighed for indflydelse

Lokalplanforslaget fremlægges i offentlig høring i perioden fra den 6. august 2025 til den 20. august 2025.

Indsigelser, kommentarer og bemærkninger til planforslaget skal sendes til:

plan@slagelse.dk

eller til Plan, Dahlsvej 3, 4220 Korsør senest den 20. august 2025.

Det er Slagelse Kommunes vurdering, at en ændring af Lokalplan 110, for så vidt angår delområde 2, kan gennemføres som en lokalplan af mindre betydning, da der er tale om en begrænset justering af anvendelsesmulighederne, som vurderes ikke at få væsentlig betydning for de eksisterende omgivelser.

Området er udlagt til erhvervsformål for virksomheder med særlige beliggenhedskrav og rummer allerede store bygningsvolumener og el-infrastruktur, herunder en større transformerstation.

Da der er tale om en ubetydelig justering af gældende planlægning, hvor der primært sker en mindre tilpasning af anvendelsesbestemmelsen for lokalplanens delområde 2, vurderer Slagelse Kommune, at lokalplanlægningen vil kunne gennemføres som en lokalplan af mindre betydning og med en passende offentlig høringsperiode på 2 uger jf. Planlovens § 24 stk. 6.

Behandling af svar og personoplysninger

Alle skriftlige høringssvar vil indgå i den videre behandling af lokalplanforslaget. Vi gør opmærksom på, at i forbindelse med den politiske behandling bliver dit svar i sin fulde længde offentliggjort på kommunens hjemmeside som et bilag til sagen. Desuden offentliggøres en hvidbog med en sammenfatning af alle indkomne høringssvar med afsenderens navn og adresse. Oplysninger om navn og adresse er nødvendige for identifikation af afsender og i behandlingen af høringssvarene.

Behandlingen af dine personoplysninger sker på baggrund af artikel 6, stk. 1, litra e i persondatalovgivningen da denne behandling er nødvendig af hensyn til udførelsen af den offentlige høringsfase i samfundets interesse og henhører under offentlig myndighedsudøvelse.

Hvis du har navnebeskyttelse eller beskyttet adresse, vil vi bede dig om at gøre opmærksom på beskyttelsen ved indsendelse af dit høringssvar eller almindelig post.

Miljøvurdering

Slagelse Kommune har, jf. Miljøvurderingsloven, foretaget en screening af lokalplanen og har vurderet, at planlægningen ikke vil få en væsentlig indvirkning på miljøet, der er derfor ikke udarbejdet en miljøvurdering af planen.

Screening har ikke påvist en væsentlig indvirkning på miljøet ved gennemførelse af planlægningen. Afgørelsen om ikke at gennemføre en miljøvurdering af lokalplanforslaget begrundes med at der er tale om en mindre ændring af en gældende planlægning og der ikke er påvist en væsentlig indvirkning på:

  • Biologisk mangfoldighed, flora og fauna, herunder beskyttede naturtyper, bilag IV arter og internationale naturbeskyttelsesområder.
  • Befolkningen og menneskers sundhed. Planområdet ligger i nærheden af en risikovirksomhed. Planændringen, som alene omhandler en supplering af formåls- og anvendelsesbestemmelsen i lokalplanen så det muliggøres at etablere tekniske anlæg i delområde II, vurderes ikke at medføre en ændring af det bestående miljø i det eksisterende erhvervsområde ved Stigsnæs. Området rummer i forvejen tekniske anlæg og den nuværende planlægning giver mulighed for tung industri. Det konkrete BESS-anlæg, som er baggrunden for justeringen af lokalplanen, vil ikke kræve daglig bemanding.
  • Jordbund, jordarealer, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser og arkitektonisk og arkæologisk arv, større menneske- og naturskabte katastroferisici og ulykker og ressourceeffektivitet og det indbyrdes forhold mellem disse faktorer.

Retlige klager over afgørelsen vedr. miljøvurderingspligt kan påklages til Planklagenævnet inden fire uger fra denne annonces offentliggørelse 6. august 2025. En retlig klage kan være om der er tale om en plan, der er omfattet af lovens miljøvurderingspligt, eller om at procedurereglerne ikke er overholdt.

Sådan klager du

Du kan klage over Byrådets afgørelse, men kun vedrørende retlige spørgsmål. Send klagen direkte til Planklagenævnet via den digitale klageportal:

Planklagenævnets klageportal

Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen. 

Der er fastsat et klagegebyr på 900 kr. for privatperson og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Gebyret tilbagebetales, hvis du/I får helt eller delvis medhold i klagen. Hvis du/I vil indbringe Slagelse Kommunes afgørelser for domstolene, skal dette ske indenfor 6 måneder fra den offentlige annoncering.

Høringsfrist 20. august 2025

Annonceret 6. august 2025