Lokalplan 1303 Halsskov kulfyr
Slagelse Byråd har den 22. september 2025 vedtaget at sende forslag til lokalplan nr. 1303, Halsskov Kulfyr med tilhørende kommuneplantillæg nr. 12 til Kommuneplan 2022 i offentlig høring.
Lokalplanforslag nr. 1303 med tilhørende kommuneplantillæg nr. 12
Lokalplanens indhold
Lokalplanens formål er at bevare det fredede Halsskov Kulfyr og den bevaringsværdige tidligere fyrmesterbolig på Lygtebakken 61 i Korsør samt muliggøre, at fyrmesterboligen, kulfyret og udearealer kan anvendes som offentligt tilgængelige rekreative områder og formidlingscenter med fokus på fyrvæsnets historie og dansk skibsfart.
Lokalplanen fastlægger bestemmelser for områdets anvendelse, bevaring af eksisterende bygninger, adgangsforhold, parkering samt sikring af kulturhistoriske og landskabelige værdier. Den tidligere fyrmesterbolig og tilknyttede bygninger udpeges som bevaringsværdige, og der stilles krav om bevaring af områdets beplantning og karakter.
Mulighed for indflydelse
Lokalplanforslaget med tilhørende kommuneplantillæg fremlægges i offentlig høring i perioden fra den 26. september 2025 til den 21. november 2025.
Indsigelser, kommentarer og bemærkninger til planforslaget skal sendes til:
eller til Plan, Dahlsvej 3, 4220 Korsør senest den 21. november 2025.
Behandling af svar og personoplysninger
Alle skriftlige høringssvar vil indgå i den videre behandling af lokalplanforslaget. Vi gør opmærksom på, at i forbindelse med den politiske behandling bliver dit svar i sin fulde længde offentliggjort på kommunens hjemmeside som et bilag til sagen. Desuden offentliggøres en hvidbog med en sammenfatning af alle indkomne høringssvar med afsenderens navn og adresse. Oplysninger om navn og adresse er nødvendige for identifikation af afsender og i behandlingen af høringssvarene.
Behandlingen af dine personoplysninger sker på baggrund af artikel 6, stk. 1, litra e i persondatalovgivningen da denne behandling er nødvendig af hensyn til udførelsen af den offentlige høringsfase i samfundets interesse og henhører under offentlig myndighedsudøvelse.
Hvis du har navnebeskyttelse eller beskyttet adresse, vil vi bede dig om at gøre opmærksom på beskyttelsen ved indsendelse af dit høringssvar eller almindelig post.
Orientering om lokalplanforslaget
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til og kommentere lokalplanforslaget og tilhørende kommuneplantillæg på et orienteringsmøde, som afholdes i kantinen, på Dahlsvej 3, 4220 Korsør:
- 30. oktober 2025 kl. 17.00 - 18.00
Tilmelding til orienteringsmødet sker her senest 24. oktober 2025
Tilmelding til møde om lokalplan 1303
Mødet vil kun blive afholdt, hvis der er tilmeldinger.
Indgang til mødet skal ske fra hovedindgangen mod Dahlsvej, kantinen ligger på 1. sal.
Miljøvurdering
Slagelse Kommune har, jf. Miljøvurderingsloven, foretaget en screening af lokalplanen og har vurderet, at planlægningen ikke vil få en væsentlig indvirkning på miljøet, der er derfor ikke udarbejdet en miljøvurdering af planen.
Retlige klager over afgørelsen vedr. miljøvurderingspligt kan påklages til Planklagenævnet inden fire uger fra den 26. september 2025. En retlig klage kan være om der er tale om en plan, der er omfattet af lovens miljøvurderingspligt, eller om at procedurereglerne ikke er overholdt.
Sådan klager du
Du kan klage over Byrådets afgørelse, men kun vedrørende retlige spørgsmål. Send klagen direkte til Planklagenævnet via den digitale klageportal:
Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen.
Der er fastsat et klagegebyr på 900 kr. for privatperson og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Gebyret tilbagebetales, hvis du/I får helt eller delvis medhold i klagen. Hvis du/I vil indbringe Slagelse Kommunes afgørelser for domstolene, skal dette ske indenfor 6 måneder fra den offentlige annoncering.
Høringsfrist 21. november 2025
Annonceret 26. september 2025