Spring til...

Lokalplan 1309 - Inter Terminals A/S Gulfhavn Oil Terminal Stigsnæs

Planen er i offentlig høring de næste 8 uger og vi modtager i denne periode dine bemærkninger og forslag

Slagelse Byråd har den 24. juni 2026 vedtaget at sende forslag til lokalplan 1309, Inter Terminals A/S, Gulfhavn Oil Terminal, Stigsnæs med tilhørende kommuneplantillæg nr. 14 til Kommuneplan 2022 i offentlig høring.

Lokalplanforslag nr. 1309 med tilhørende kommuneplantillæg nr. 14 til Kommuneplan 2022 og udkast til Miljøvurdering

Lokalplanens indhold

Lokalplanen skal give mulighed for at fortsætte de nuværende aktiviteter med oplag og distribution af brændstof og diverse indholdsstoffer til bl.a. den kemiske industri i lagertanke. Den skal også give mulighed for at etablere en fabrik, der producerer e-fuel som for eksempel bio-ethanol eller biodiesel. I forbindelse med de nævnte aktiviteter kan der etableres såkaldt truck-loading ved Holtengårdsvej til lastning og losning af e-fuel og de nævnte indholdsstoffer fra lastbiler.

Indenfor lokalplanområdet bliver der også mulighed for at etablere et solcelleanlæg med tilhørende batterianlæg. Batterianlægget har til formål at lagre el i perioder, hvor der er rigelig el i elnettet, så den kan bruges på et senere tidspunkt.

Lokalplanforslaget indeholder bestemmelser om placering af de nævnte aktiviteter og max-højder på de enkelte typer bygninger. Maxhøjderne svarer omtrent til dem, der er fastlagt i den eksisterende lokalplan for cirka en tredjedel af området.

Mulighed for indflydelse

Lokalplanforslaget fremlægges i offentlig høring i perioden fra den 3. juli 2026 til den 28. august 2026.

Indsigelser, kommentarer og bemærkninger til planforslaget skal sendes til:

plan@slagelse.dk

eller til Plan, Dahlsvej 3, 4220 Korsør senest den 28. august 2026.

Behandling af svar og personoplysninger

Alle skriftlige høringssvar vil indgå i den videre behandling af lokalplanforslaget. Vi gør opmærksom på, at i forbindelse med den politiske behandling bliver dit svar i sin fulde længde offentliggjort på kommunens hjemmeside som et bilag til sagen. Desuden offentliggøres en hvidbog med en sammenfatning af alle indkomne høringssvar med afsenderens navn og adresse. Oplysninger om navn og adresse er nødvendige for identifikation af afsender og i behandlingen af høringssvarene.

Behandlingen af dine personoplysninger sker på baggrund af artikel 6, stk. 1, litra e i persondatalovgivningen da denne behandling er nødvendig af hensyn til udførelsen af den offentlige høringsfase i samfundets interesse og henhører under offentlig myndighedsudøvelse.

Hvis du har navnebeskyttelse eller beskyttet adresse, vil vi bede dig om at gøre opmærksom på beskyttelsen ved indsendelse af dit høringssvar eller almindelig post.

Orientering om lokalplanforslaget

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til og kommentere lokalplanforslaget på et orienteringsmøde, som afholdes på Skælskør Bibliotek, Vestergade 4, 4230 Skælskør:

  • 17. august 2026 kl. 18.00 - 19.00

Tilmelding til orienteringsmødet sker her senest 12. august 2026

Tilmelding til møde om lokalplan 1309

Mødet vil kun blive afholdt, hvis der er tilmeldinger.

Miljøvurdering

Slagelse Kommune har, jf. Miljøvurderingsloven, udarbejdet et udkast til miljøvurdering af forslagene til lokalplan og det tilhørende kommuneplantillæg. Det er udsendt sammen med planforslagene. Det er muligt at komme med bemærkninger til udkastet til miljøvurdering i samme høringsperiode.

Høringsfrist 28. august 2026

Annonceret 3. juli 2026