Spring til...

Lokalplan 1316 - Blandet boligområde i nordøstlig del af Sørbymagle

Planen er i offentlig høring de næste 8 uger og vi modtager i denne periode dine bemærkninger og forslag

Slagelse Byråd har den 24. juni 2026 vedtaget at sende forslag til lokalplan 1316, Blandet boligområde i nordøstlig del af Sørbymagle med tilhørende kommuneplantillæg nr. 22 til Kommuneplan 2022 i offentlig høring.

Lokalplanforslag nr. 1316

Lokalplanens indhold

Lokalplanen er udarbejdet for at skabe grundlag for etablering af et nyt boligområde i Sørbymagle med boligparceller til enkeltfamiliehuse, rækkehuse og dobbelthuse. Lokalplanen erstatter en eksisterende lokalplan for området, der ligeledes muliggjorde, at område benyttes til boligområde. Lokalplan 1316, giver mulighed for flere boligenheder end tidligere lokalplan for området, først og fremmest i form af dobbelthuse.

Inden for lokalplanområdet må der højest bygges i 8,5 m højde.

Lokalplanområdet vejbetjenes via overkørsel fra Ringvejen. Der laves en mindre forlængelse af Ringvejen hen til overkørslen til lokalplanområdet. Der etableres stiforbindelse til Hvilebjerg Skole mv. via Hvilebjergvej.

Mulighed for indflydelse

Lokalplanforslaget fremlægges i offentlig høring i perioden fra den 29. juni 2026 til den 24. august 2026.

Indsigelser, kommentarer og bemærkninger til planforslaget skal sendes til:

plan@slagelse.dk

eller til Plan, Dahlsvej 3, 4220 Korsør senest den 24. august 2026.

Behandling af svar og personoplysninger

Alle skriftlige høringssvar vil indgå i den videre behandling af lokalplanforslaget. Vi gør opmærksom på, at i forbindelse med den politiske behandling bliver dit svar i sin fulde længde offentliggjort på kommunens hjemmeside som et bilag til sagen. Desuden offentliggøres en hvidbog med en sammenfatning af alle indkomne høringssvar med afsenderens navn og adresse. Oplysninger om navn og adresse er nødvendige for identifikation af afsender og i behandlingen af høringssvarene.

Behandlingen af dine personoplysninger sker på baggrund af artikel 6, stk. 1, litra e i persondatalovgivningen da denne behandling er nødvendig af hensyn til udførelsen af den offentlige høringsfase i samfundets interesse og henhører under offentlig myndighedsudøvelse.

Hvis du har navnebeskyttelse eller beskyttet adresse, vil vi bede dig om at gøre opmærksom på beskyttelsen ved indsendelse af dit høringssvar eller almindelig post.

Orientering om lokalplanforslaget

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til og kommentere lokalplanforslaget på et orienteringsmøde, som afholdes i Sørbymagle Forsamlingshus, Sørby Hovedgade 21, 4200 Slagelse:

  • 19. august 2026 kl. 17.00 - 18.00

Tilmelding til orienteringsmødet sker her senest 12. august 2026

Tilmelding til møde om lokalplan 1316

Mødet vil kun blive afholdt, hvis der er tilmeldinger.

Indgang til mødet skal ske fra parkeringspladsen bag Rådhuset.

Miljøvurdering

Slagelse Kommune har, jf. Miljøvurderingsloven, foretaget en screening af lokalplanen og har vurderet, at planlægningen ikke vil få en væsentlig indvirkning på miljøet, der er derfor ikke udarbejdet en miljøvurdering af planen.

Retlige klager over afgørelsen vedr. miljøvurderingspligt kan påklages til Planklagenævnet inden fire uger fra den 19. december 2025. En retlig klage kan være om der er tale om en plan, der er omfattet af lovens miljøvurderingspligt, eller om at procedurereglerne ikke er overholdt.

Sådan klager du

Du kan klage over Byrådets afgørelse, men kun vedrørende retlige spørgsmål. Send klagen direkte til Planklagenævnet via den digitale klageportal:

Planklagenævnets klageportal

Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen. 

Der er fastsat et klagegebyr på 900 kr. for privatperson og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Gebyret tilbagebetales, hvis du/I får helt eller delvis medhold i klagen. Hvis du/I vil indbringe Slagelse Kommunes afgørelser for domstolene, skal dette ske indenfor 6 måneder fra den offentlige annoncering.

Høringsfrist 24. august 2026

Annonceret 29. juni 2026