Grøn Trepart

Aftalen indeholder ambitiøse mål for en arealomlægning, som skal bidrage til et godt vandmiljø, mindske kvælstofbelastningen, give mere plads til natur og bedre vilkår for biodiversitet og drikkevandsbeskyttelse.
I 2024 landede Grøn Trepartsaftale, der fastsætter rammerne for en historisk omlægning og omstilling af hele landets arealer og af fødevare- og landbrugsproduktionen i Danmark.
Nu er arbejdet sat i gang i den lokale trepart, som er et samarbejde mellem Landbrugsorganisationen VKST, Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og kommunerne i Hovedvandoplandet Smålandsfarvandet.
Hvad er grøn trepart?
- Arealomlægningen i grøn trepart skal være med til, at vi når målene i vandrammedirektivet, hvor vi skal reducere kvælstofudledningerne, restaurere udvalgte søer samt opnå god økologisk tilstand i målsatte vandløb og kystvande.
- Vi skal skabe mere sammenhængende natur og fremme biodiversiteten.
- Vi skal på landsplan udtage 140.000 ha kulstofrige lavbundsjorde og etablere 250.000 ha skov.
- Aftalen om et grønt Danmark blev indgået af regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.
Kommunernes opgaver
Kommunerne indenfor samme hovedvandopland skal, i regi af den lokale trepart, sammen lave en omlægningsplan. Planen er et dynamisk projektkatalog, der løbende skal opdateres med projekter.
I planen skal den lokale trepart foreslå områder, der kan bidrage til de forskellige målsætninger. Virkemidlerne er ekstensivering, kvælstofvådområder, lavbundsområder, minivådområder og skovrejsning.
Vi er i Slagelse Kommune en del af de to hovedvandoplande 2.1 Kalundborg og 2.5 Smålandsfarvandet.
Første udkast til plan for Grøn Trepart arealomlægning
Vi har i foråret og forsommeren 2025 lavet et forslag til omlægningsplanen i samarbejde med parterne. Den består af et kort med områder, som vi har vurderet egnede til tiltag, som kan mindske udledning af kvælstof og/eller mindske CO2-udledning.
Udpegningerne af de forskellige områder skal ses som et forslag, og projektgrænserne er ikke fastlagte.
Se første udkast til plan for Grøn Trepart arealomlægning
Som lodsejer modtager du informationsbreve
Er du lodsejer, modtager du automatisk informationsbreve i din digitale postkasse, fx e-Boks, når vi har nyt at fortælle om Grøn Trepart.
Forslag til udpegninger til omlægningsplanen
Screening af dine egne arealer
Ønsker du at screene arealer, som kunne være interessante, kan du gøre det i screeningsmodulet hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, hvor du vil kunne se de forskellige potentialer for området.
Fakta om projektet
Start: 2024
Forventes afsluttet: 202X
Interessenter: Lodsejere, Slagelse Kommune, Naturstyrelsen, Interesseorganisationer inden for natur og miljø.
Spørgsmål og svar
Informationsmøder og lodsejermøder
Følgegruppe
Klima- og Miljøudvalget besluttede på mødet 8. januar 2025 at nedsætte en følgegruppe:
- Jørgen Grüner, formand - Klima- og Miljøudvalgets formand
- Anne Bjergvang, næstformand
- Center for Teknik, Plan og Erhverv, sekretariat
- Repræsentant for lodsejere
- Repræsentant fra Danmarks Naturfredningsforening
- Repræsentant fra VKST
- Repræsentant fra Envafors
Kontakt
Direkte link til denne side
www.slagelse.dk/groentrepart