Spring til...

Barselsvikar til Naturteamet i Slagelse Kommune

Barselsvikar til Naturteamet i Slagelse Kommune
Vi søger en fagligt stærk og engageret natursagsbehandler til et barselsvikariat i vores naturteam. Her får du mulighed for at kombinere din viden om naturbeskyttelse med praktisk sagsbehandling – og ja, gummistøvlerne må gerne være en fast del af din garderobe!

Stillingen er en oplagt mulighed for dig, der brænder for at gøre en forskel i naturen og samtidig ønsker at være en del af et velfungerende og socialt stærkt team. Du vil opleve en hverdag med stor faglig variation, fleksibilitet og mulighed for både fordybelse og samarbejde.

Lyder det som noget for dig? Så læs videre og se, hvordan du kan blive en del af vores hold.
Vi søger en natursagsbehandler, der kan vikariere mens vores kollega tager på barselsorlov.
Arbejdet som natursagsbehandler giver rig mulighed for at bruge dine gummistøvler og din viden om arter, naturtyper og lovgivning.

Som natursagsbehandler, vil dine opgaver primært bestå af

  • Sagsbehandling efter naturbeskyttelsesloven.
  • Naturvurderinger i tilknytning habitatbekendtgørelsen, (bilag IV-arter og Natura 2000-vurderinger) som indgår i kommunens øvrige myndighedsområder. 
  • Sagsbehandling vedrørende sten- og jorddiger og fredninger.

Naturteamets samlede opgaveportefølje består af både sagsbehandling og projektarbejde.

Som natursagsbehandler har du

en baggrund som biolog, naturforvalter, SLING’er eller lignende. Vi lægger vægt på, at du har erfaring med sagsbehandling inden for naturbeskyttelsesloven og særligt med § 3, og har erfaring med vurderinger i forhold til habitatdirektivets bilag IV-arter og Natura 2000. Du skal være systematisk og have øje for detaljen. Det er vigtigt for os, at du har styr på din flora og fauna, samt har en juridisk erfaring i forhold til forvaltningslov, naturbeskyttelseslov og håndhævelser. Vi forestiller os, at du har rutine i at bruge miljøportalen, journalsystemer og GIS.

Vi forventer, at du

  • er venlig og imødekommende og ønsker at indgå konstruktivt i vores team
  • brænder for opgaven og drives af gå-på-mod
  • kan planlægge, strukturere og prioritere opgaver
  • tør træffe en afgørelse og får sagerne gjort færdige
  • kan finde gode løsninger på komplekse problemstillinger og har flair for jura
  • kan holde hovedet koldt i pressede situation
  • både kan arbejde selvstændigt og deltage i gruppens samarbejde og sparring

Om os

Du vil blive en del af Miljø- og Naturafdelingen, hvor du kommer til at arbejde sammen med 46 engagerede kollegaer, hvor faglighed og service overfor borgerne har høj prioritet. I afdelingen lægger vi stor vægt på personlige relationer, stærkt socialt sammenhold og tillid til hinanden. Naturteamet er placeret i Miljø- og Naturafdelingen. Du vil indgå i et fagligt stærkt team, hvor samarbejde, trivsel og sparring prioriteres højt.
Med et positivt og humoristisk arbejdsmiljø og gensidig støtte, er vi klar til at give hinanden en hånd, når det bliver udfordrende. Hos os skal det være en fornøjelse at gå på arbejde.

Vi har fleksible arbejdstider og du tilrettelægger selv din dag. Hvis opgaverne giver mulighed for det, kan du planlægge 1-2 hjemmearbejdsdage om ugen.

Vi arbejder ud fra værdierne ”modig, tydelig, kompetent og med glæde”.

Løn og ansættelsesvilkår

Der er tale om en midlertidig stilling, som er tidsbegrænset til 1 år, dog med mulighed for forlængelse eller fastansættelse efterfølgende.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst og med aflønning efter kvalifikationer.

Arbejdstiden er 37 timer pr. uge med flekstid.

Du vil få arbejdsplads på Dahlsvej 3 i Korsør, men der vil også være mulighed for hjemmearbejdsdage. Kørekort til bil er påkrævet.

Slagelse Kommune har pr. 1. august 2023 indført røgfri arbejdstid.

Ved ansættelse i Slagelse Kommune vil der blive indhentet referencer og evt. bedt om en straffeattest.

Tiltrædelse

  • Tiltrædelse 1. oktober 2025 eller snarest muligt

Flere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte
  • Afdelingsleder Rune Frimann Larsen, telefon 21 28 08 92 (ferie i uge 28, 29, 30 og 31)
  • Biolog Frida Jønsson, telefon 21 61 65 34 (ferie i uge 30, 31 og 32)

Ansøgningsfrist

  • 20. august 2025

Vi forventer at holde samtaler i uge 35.


Slagelse Kommune har det hele. Her hvor Storebæltsforbindelsen leder hen, har vi det bedste fra storbyen og det dejligste fra landet og vandet. Smuk natur og grønne områder. Dem værner vi om. Vi har gode trafikforbindelser og udbygget infrastruktur til Fyn, Jylland og Sjælland. Vi tror på, at arbejdsglæde og trivsel er fundamentet for, at vi kan gøre visioner til virkelighed. Vi arbejder målrettet for dialog og inddragelse.
Til gavn for de ca. 80.000 indbyggere i kommunen vil du som vores nye kollega være med til at udvikle og understøtte alt dette. Det gælder også turister, besøgende og pendlere. Det gælder børnefamilier. Til gavn for studerende, der går på vores mange uddannelser. Det handler om jobmuligheder hos vores lokale virksomheder. Kulturtilbud til alle aldersgrupper. Slagelse Kommune er et skønt rekreativt sted for alle aldersgrupper. Det er sammenhænge og fællesskaber, du bidrager til.



 

Læs mere om jobmuligheder i Slagelse Kommune

Job hos Slagelse Kommune