Spring til...

Ergoterapeut til Midlertidige pladser i Slagelse

Ergoterapeut til Midlertidige pladser i Slagelse
Bliv en del af et dynamisk og tværfagligt team på Blomstergården i Slagelse
Vi søger en ergoterapeut til fast stilling, vi forestiller os at du arbejder hos os 37 timer om ugen. Du vil arbejde i vagtplan, primært dagvagt og med en senvagt hver anden uge – weekendarbejde dagvagt hver 6. uge.

Blomstergården er et moderne pleje- og rehabiliteringscenter med højt til loftet. Vi er 80 fastansatte medarbejdere og har 47 midlertidige pladser, hvoraf 2 fremskudte behandlingspladser i samarbejde med E-hospitalet i Næstved. Vi betragter os som et fælles hus, hvor du vil blive tilknyttet 1 af 4 teams. Drivkraften er værdighedsbaseret og hovedformålet er det gode borgerforløb, det tværfaglige rehabiliterende samarbejde, arbejdsmiljøet og den faglige stolthed. Vi arbejder med stor udskiftning af borgere og har derved et stort opgaveflow, hvor du skal kunne prioritere mellem opgaverne.
Vi arbejder ud fra et interdisciplinært perspektiv, som betyder alle faggrupper arbejder sammen om borgernes mål. Den fælles reference er borgernes daglige aktiviteter i hele døgnet. Vi har fokus på faglig ledelse og har en udviklingssygeplejerske, fagkoordinator og udviklingsterapeut, som bidrager ind i arbejdsfællesskabet – i forhold til komplekse forløb, kompetenceudvikling og sikker drift.

Vi er et spændende læringssted, for både SSA-elever i somatisk og psykiatrisk praktik samt sygeplejestuderende.

Vi forventer naturligvis, at du har din faglighed på plads. ADL-vurderinger/træning, sanseintegration og vurdering af hjælpemidler er en stor del af dine kerneopgaver. Værdighedspolitikken vil blive en vigtig del af dit DNA. Det du skal overveje er, om du vil være med i en spændende udvikling, hvor opgaverne forandrer sig hurtigt og hvor du i høj grad får indflydelse på dit arbejde gennem medledelse. I øjeblikket har vi et stort fokus på mentalisering – det betyder at vi træner os i dagligdagen til at se sig selv udefra og den anden indefra.

Vi sørger for, at du kommer godt fra start! Med vores strukturerede onboardingprogram og en personlig mentor i dine første 100 dage, bliver du klædt godt på til at lykkes i din rolle. Vi tilbyder veletableret personaleforening med gode tilbud som foredrag, feriehusudlejning, personlig udvikling og sociale aktiviteter.

Vi ønsker en ergoterapeut:

  • Der interesserer sig, og med glæde ser mening i at bidrage med sine monofaglige kompetencer i tværfaglige rehabiliteringsforløb
  • Bidrager som aktør, til udviklende tværfagligt samarbejde om kerneopgaven
  • Er kompetent i sin monofaglighed, herunder grundlæggende terapeutiske kompetencer, som anamnese gennem ICF, delundersøgelse samt ergoterapeutiske indsatser og undersøgelse af borgerens færdigheder.
  • Er tydelig i dit relationsarbejde og er nysgerrig på mentaliseringsperspektiver.
  • Er modig på individ, teams og organisationsniveau

Flere oplysninger

Ønsker du mere information om stillingen, herunder arbejdstider, eller har du lyst til at komme forbi til en rundvisning, er du velkommen til at kontakte
  • Fagkoordinator Pernille Svendsen telefon 24 75 19 55,
  • Fysioterapeut/TR Aleksander Engstrøm 23 27 11 36 eller
  • Plejecenterleder, Bettina Hasselbalch Olsen på telefon 20 29 62 52.

Ansøgningsfrist

  • Onsdag den 22. oktober 2025 kl. 12.00.
Samtaler afholdes den 24. oktober 2025.
Tiltrædelse 1. december 2025 eller snarest muligt.

Læs mere om jobmuligheder i Slagelse Kommune

Job hos Slagelse Kommune