600 børn smager sig frem til grønnere madvaner

Det handler om at gøre grønne snacks til en sjov og sanselig oplevelse, som børnene selv er med til at skabe.
Ved Hello Kitchens besøg får de mange børn mulighed for at eksperimentere med grønne snacks og sanselege i små hold, og samtidig modtager medarbejderne et to-timers kursus med inspiration og redskaber til at fortsætte aktiviteterne i hverdagen. I efteråret 2025 deltager Baggensskolens SFO, Antvorskov Skoles SFO og Rosenkilde Skoles SFO. I foråret 2026 følger Hashøj, Marievang og Stillinges SFO’er trop.
Besøgende sker som en del af det landsdækkende projekt ”Smag dig frem – Spis Danmark grønnere”, der skal inspirere kommunens børnefamilier til sundere og grønnere madvaner.
– Det handler ikke om løftede pegefingre, men om at gøre grønne snacks til en sjov og sanselig oplevelse, som børnene selv er med til at skabe. Vi håber, at det både giver madmod og lyst til at fortsætte hjemme i køkkenet, siger Pernille Vibe Hansen, der er projektleder for Smag dig frem i Slagelse Kommune.
Fra tanke til handling
Smag dig frem er en treårig indsats støttet af Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden. Den finder sted i Slagelse Kommune, Kolding Kommune og Svendborg Kommune og bygger på viden om, at det kræver mange forskellige greb at ændre madvaner, især i børnefamiliernes travle hverdag.
I Slagelse Kommune er snack-aktiviteterne i SFO’erne sammen med madkurser på Nymarkskolen blandt de første konkrete møder børnefamilierne har med projektet og fungerer dermed som startskuddet på den bredere bevægelse.
I løbet af de næste to år foldes endnu flere spor ud: Madkundskab i skolen, grønne fællesskaber i foreningslivet, grøn omstilling i kantiner og ikke mindst familiekurser i udvalgte almene boligområder. Derudover er den lokale detailhandel også en partner i projektet. På den måde kommer børnefamilierne i Slagelse Kommune til at møde inspiration til mere bæredygtige madvaner næsten overalt i kommunen.
Yderligere information:
Har I spørgsmål eller ønsker at høre mere, kan I kontakte:
- Pernille Vibe Hansen, Projektleder i Slagelse Kommune
Tlf: 58 57 44 38
E-mail: pvras@slagelse.dk
- Mette Bøgebjerg Jørgensen, Foreningschef for Hello Kitchen
Tlf: 27 27 41 14
E-mail: mette@hellokitchen.dk