Spring til...

Over 120 deltagere mødtes til stærk og inspirerende Ældrekonference

Onsdag den 10. juni samlede Slagelse Kommune repræsentanter fra kommuner, regioner, hospitaler, uddannelsesinstitutioner, interesseorganisationer og samarbejdspartnere fra hele landet

Ældrekonferencen var en dag med faglige oplæg, erfaringsudveksling og gode drøftelser om, hvordan vi sammen kan styrke datadrevet forebyggelse og fremtidens ældrepleje med borgeren i centrum, med input fra bl.a. Sus og Marianne som delte deres oplevelser som borgere.

Som formand for Senior- og Omsorgsudvalget Britta Huntley sagde:

“Vigtigst af alt, så handler det om borgerne. Om det enkelte menneske, som har brug for, at vi skaber tryghed, sammenhæng og mulighed for at leve et så selvstændigt liv som muligt. Her er et fokus på forebyggelse helt centralt.”

Slagelse Kommune arbejder målrettet med velfærdsteknologi og digitale løsninger i den forebyggende indsats, fordi teknologi, kan gøre en konkret forskel for borgernes livskvalitet og sammenhæng i forløb.

Chef for Sundhed og Ældre Therese Gjerde Corfix satte ord på kommunens tilgang:

“De digitale løsninger, vi arbejder med, skal understøtte det faglige arbejde tæt på borgeren. De skal give medarbejderne bedre muligheder for at tilrettelægge fleksible forløb – sammen med borgerne og deres pårørende.

Vi er helt bevidste om, at vi ikke er færdige. Men vi har valgt at være modige og stille os frem alligevel. Det at forbinde og være modige er bærende værdier i Slagelse Kommune. Og vi tror på, at vi kun bliver bedre, hvis vi deler i fællesskab.”

Paneldebat med vigtige perspektiver

Formand for Senior- og Omsorgsudvalget Britta Huntley, formand for Ældrerådet Tonny Korndrup, centerchef for Social og Sundhedscenter i Ringsted Kommune Alice Morsbøl, vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehus Anne Grethe Larsen og regionsrådsmedlem fra Region Øst Benny Damgaard deltog i paneldebatten.

Debatten pegede bl.a. på at forebyggelse gennem digitale løsninger på ældreområdet kræver tid, vedholdenhed og mod til at lytte og tage afsæt i det enkelte menneske. Samtidig er der behov for bedre sammenhæng på tværs og en balance mellem økonomi og tid til dialog. Tydelig information til borgerne er afgørende og ældres digitale kompetencer må ikke undervurderes.

Flere oplysninger

Therese Gjerde Corfix
Chef for Sundhed og Ældre 
tgjen@slagelse.dk