Spring til...

Arbejdet med erhvervsstrategi bliver nu sat i gang

Virksomheder, uddannelser og interesseorganisationer får mulighed for at give deres besyv med, når arbejdet med at opdatere erhvervsstrategien sættes i gang. Økonomiudvalget godkendte mandag en procesplan for arbejdet.

Slagelse Kommunes erhvervsstrategi udløber med udgangen af 2026, derfor skal der laves en ny. Eller rettere, den nuværende strategi skal opdateres, og det arbejde starter for alvor nu. Mandag godkendte Økonomiudvalget en procesplan for arbejdet, og det betyder, at der blandt andet skal afholdes workshops, laves interviews med virksomheder, samtidig med at der i forbindelse med arbejdet vil være en bred inddragelse med både uddannelser, interesseorganisationer og kommunens advisory board – et rådgivende forum for kommunens erhvervsstrategi med bred repræsentation fra både erhvervsliv og uddannelser.

- Vi er - og skal fortsat være - en erhvervsvenlig kommune, som både kan tiltrække og fastholde virksomheder. Vi er nået langt med den nuværende strategi og vores udgangspunkt er i dag et helt andet, end da vi startede for bare 3 år siden. Derfor er det også ved at være tid til, at vi nu ser på strategien igen og sikrer, at vores erhvervsstrategi også fremadrettet er både aktuel, ambitiøs - og forankret hos de virksomheder, den handler om, siger borgmester Knud Vincents (V).

I den forrige byrådsperiode blev Slagelse Kommunes erhvervsarbejde styrket markant med afsæt i den nuværende strategi. Et centralt fokus har været at skabe en enkel, fokuseret og sammenhængende erhvervsservice. Indsatsen har blandt andet været rettet mod at forbedre byggesagsbehandlingen, hvilket har betydet, at Slagelse Kommune i dag er blandt de hurtigste i landet til at behandle byggesager. Samtidig har der været fokus på at understøtte kommunens mange offentlige arbejdspladser. Det har blandt andet ført til etableringen af en ny gymnasial forsvarslinje i Slagelse.

Målet er derfor ikke at begynde forfra, men at arbejde videre med resultater og erfaringer fra den foregående periode og videreudvikle og målrette indsatser og aktiviteter, så kommunen også fremover kan være en attraktiv erhvervskommune.

- Vi har en solid erhvervsindsats at bygge videre på. Derfor handler det nu om at skærpe retningen, hæve ambitionerne og fokusere indsatsen. Vi vil i dialog med virksomheder, uddannelser og relevante interesseorganisationer opdatere erhvervsstrategien, så vi også fremover har en effektiv og sammenhængende erhvervsindsats, som tager udgangspunkt i de udfordringer virksomhederne, står overfor, siger formand for Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget Karin Tellerup Have (C).

Arbejdet med den opdaterede strategi forventes at forløbe hen over de kommende måneder, med henblik på at Byrådet kan behandle den nye erhvervsstrategi til december.

Flere oplysninger

Borgmester

Knud Vincents

20 45 97 98 borgmester@slagelse.dk
Byrådsmedlem

Karin Tellerup Have

21 48 54 83 tellerup@slagelse.dk