Spring til...

Dialog med foreningerne om justeringer i kommunens svømmehaller

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget blev på deres udvalgsmøde den 8. april 2026 præsenteret for et forventet merforbrug på 2,5 mio. kr. på svømmehallerne i Korsør og Slagelse i 2026.

På den baggrund besluttede et enigt udvalg på deres møde den 6. maj, at der skal arbejdes videre med en handleplan, som skal sikre, at budgettet for 2026 på svømmehallerne overholdes.

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget fik fremlagt to mulige handleplaner, og valgte at arbejde videre med den løsning, der i mindst grad påvirker svømmehallernes kernedrift og brugernes adgang til hallerne. Samtidig lægger handleplanen op til en proces, hvor der i dialog med foreninger, råd og nævn, ses nærmere på, hvilke justeringer der samlet set kan være nødvendige.

– Hvis vi fortsætter med den nuværende drift og aktivitetsniveau, så kan vi allerede nu se ind i en væsentlig budgetoverskridelse. Og det skal vi undgå, så derfor handler vi på det nu og viser rettidig omhu. Vi har valgt en retning, hvor vi inviterer til dialog om de næste skridt og arbejder videre med den handleplan, hvor ændringer påvirker brugerne mindst muligt, siger formanden for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Mick Keller. (I)

Dialog og høring skal kvalitetssikre handleplan

Det var et enigt udvalg, der besluttede, at administrationen skal arbejde videre med handleplan 2, der indebærer, at cafeterierne i svømmehallerne ikke længere skal drives af kommunen, og at service og aktivitetsniveauet bliver justeret. Udvalget understregede, at administrationen i det videre arbejde skal sikre dialog med de foreninger, der bruger kommunens svømmehaller og inddrage deres forslag til løsninger i den videre proces. Handleplanen vil også blive sendt i høring hos de relevante råd og nævn, inden den igen behandles politisk i udvalget.

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal på deres møde i juni behandle konkretiseringen af handleplanen, herunder hvornår ændringerne skal træde i kraft.

Flere oplysninger

Byrådsmedlem

Mick Keller

21 48 69 60 micalkel@slagelse.dk