Spring til...

Et stærkt skole- og foreningssamarbejde skal løfte endnu flere børn ind i fællesskaber

At høre til i et fællesskab både i skoletiden og i fritiden er afgørende for børns trivsel, udvikling og glæde i hverdagen. Derfor har Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget i Slagelse Kommune besluttet at forlænge pilotprojektet Marievangsskolen Get2Sport til og med skoleåret 2026/2027.

At høre til i et fællesskab både i skoletiden og i fritiden er afgørende for børns trivsel, udvikling og glæde i hverdagen. Derfor har Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget i Slagelse Kommune besluttet at forlænge pilotprojektet Marievangsskolen Get2Sport til og med skoleåret 2026/2027. Projektet gør en målrettet indsats for at støtte elever, som endnu ikke er foreningsaktive, med at finde en fritidsaktivitet, der passer til dem.

Fritidsafdelingen i Slagelse Kommune, Danmarks Idrætsforbund og Marievangsskolen arbejder sammen om én fælles vision: at endnu flere børn og unge skal have mulighed for at blive en del af det lokale foreningsliv og dermed få adgang til de fællesskaber, der gør en positiv forskel både i og uden for skolen.

Fællesskaber styrker børns trivsel

I skoleåret 2024/2025 startede man i fællesskab projekt Marievangsskolen Get2Sport. Projektet skal gøre det lettere at bygge bro mellem skolen og det lokale foreningsliv, og indsatsen virker. Elever, der deltager i en fritidsaktivitet, fortæller i højere grad end andre, at de er mere glade for hverdagen, at de har flere venner og at de har nogen at være sammen med i frikvartererne og efter skole.

- Når skole, kommune og foreningsliv arbejder tæt sammen, lykkes vi bedre med at få flere børn med i meningsfulde fritidsfællesskaber. Derfor har vi i udvalget valgt at forlænge projektet og fortsætte indsatsen, så vi sammen kan sikre, at endnu flere børn får den støtte, der kan åbne døren til nye fællesskaber både i skolen og i fritiden. Den type indsatser skaber værdi både for børnene, for foreningerne og for hele lokalsamfundet. Med forlængelsen håber vi samtidig, at projektets erfaringer og indsatser kan nå ud til endnu flere skoler, og dermed endnu flere børn og unge i kommunen, på sigt, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Mick Keller (I).

Styrke brobygningen mellem skole og foreningsliv

Gennem Marievangsskolen Get2Sport begyndte 36 elever i løbet af skoleåret 2024/2025 i en forening. Allerede i første halvdel af skoleåret 2025/2026 har 31 elever meldt sig ind i en forening. Projektet er desuden blevet udvalgt som et af fem casestudier i den nationale undersøgelse ”Danmark i Bevægelse” som et godt eksempel på, hvordan man kan styrke brobygningen mellem skole og foreningsliv.

- Danmarks Idrætsforbund melder sig klar i samspil med Slagelse Kommune til at bidrage med medfinansiering til forlængelse af Get2sport skoleprojektet på Marievangsskolen. Vi vil nu sammen kunne fortsætte med at udvikle en særlig brobygning mellem skole og foreningsliv, hvor alle børn bliver hørt og får hjælp til at blive en del af et foreningsliv. Den mulighed fortjener alle børn, siger Lars Kruse fra Danmarks Idrætsforbund.

- Marievangsskolen Get2Sport har stor betydning for et fælles fokus på brobygningen mellem skoleliv og fritidsliv til gavn for barnets sociale, faglige og mentale trivsel. En helhedsorienteret indsats mellem skole, forældre, foreninger og kommune, der får børn til at trives i meningsskabende fællesskaber. Et betydningsfuldt projekt, der har de bedste forudsætninger for vokseværk og en eventuelt fremtidig forankret indsats i Slagelse Kommune, siger afdelingsleder på Marievangsskolen Jeanett Skov.

Forlængelsen giver mulighed for videre udvikling og udbredelse

Forlængelsen til skoleåret 2026/2027 giver mulighed for at styrke både erfaringer, datagrundlag og det tætte samarbejde mellem skole, foreninger og kommune. Samtidig giver forlængelsen anledning til at igangsætte en fondsansøgningsproces med henblik på en yderligere forlængelse af projektet og muligheden for at afprøve projektets metoder på udvalgte andre skoler i kommunen, så endnu flere børn og unge kan blive en del af et aktivt, trygt og givende fritidsfællesskab.

Flere oplysninger

  • Formand Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Mick Keller
    Tlf. 21 48 69 60
    Mail micalkel@slagelse.dk


  • Ansvarlig for DIF Get2sport ØST i Danmarks Idrætsforbund Lars Kruse
    Tlf. 20 41 41 81
    Mail lkr@dif.dk


  • Afdelingsleder på Marievangsskolen Jeanett Skov
    Tlf. 61 24 53 03
    Mail jeans@slagelse.dk