Foreningsfitness kåret som Årets Landdistriktsindsats

Den 22. oktober i år fik borgerne i Rude og omegn kortere til det nærmeste fitnesscenter. Der indviede Ørslev Bjerge Idrætsforening nemlig et nyt og foreningsdrevet fitnesscenter i Kirkeskovhallen. Fitnesscenteret giver beboerne i et Slagelse Kommunes landdistrikter bedre mulighed for at holde sig sund og aktiv. Men etableringen af fitnesscentret har kun kunnet lade sig gøre ved hjælp af foreningens frivillige ildsjæle, og torsdag aften blev den indsats hædret, da Ørslev Bjerge Idrætsforening fik prisen for Årets Landdistriktsindsats 2025.
- Ørslev Bjerge Idrætsforening modtager prisen for det imponerende arbejde, som frivillige ildsjæle har lagt i at etablere et fitnesscenter i Kirkeskovshallen. Det er et initiativ, der styrker fællesskabet og gør det mere attraktivt at bo i vores landdistrikter. Det vil vi gerne anerkende, og derfor er det en enig dommerkomite, som har besluttet at hædre indsatsen med at lave et fitnesscenter, siger Poul Bek-Pedersen (B), næstformand i Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget og medlem af dommerkomiteen.
Ørslev Bjerge Idrætsforening modtager prisen for i fællesskab og med frivillige kræfter at have skabt et nyt fitnesscenter fra bunden. Men projektet hædres ikke kun for det store arbejde. Det hædres også, fordi det giver borgerne i et landdistrikt bedre muligheder for at holde sig sunde og aktive.
- Hvis borgere i landdistrikterne skal have mulighed for at holde sig i god form, kræver det lokale initiativer og frivillige kræfter. Fitnesscentret i Kirkeskovshallen er et godt eksempel på, hvordan engagement og samarbejde kan skabe rammer, der gør en forskel for sundheden. Det er en indsats, som andre lokalsamfund kan lære meget af og på den måde er det også et eksempel til efterfølgelse, siger Anne Bjergvang (A), medlem af Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget og medlem af dommerkomiteen.
Med prisen følger en check på 15.000 kr., en indgraveret messingplade til ophængning samt et træ til udplantning. Udover fitnesscentret var den lokale virksomhed Sørby-Gruppen og Sammenhængskraften - et lokalt blad for Høve, Flakkebjerg, Fårdrup og Skørpinge – også nomineret til prisen i år.

