Fredsvalg til Ældrerådet i Slagelse Kommune

De 15 medlemmer i Ældrerådet består af både rutinerede kræfter fra det eksisterende Ældreråd samt nye medlemmer. Ældrerådet vil i lighed med kommunens øvrige råd og nævn få en grundig introduktion til den kommunale forvaltning og deres opgaver i den kommende tid frem mod årsskiftet.
Ved fristens udløb var der opstillet 16 kandidater til de 15 pladser i Ældrerådet. Efter at én kandidat har trukket sit kandidatur, var der således 15 opstillede – svarende til det antal medlemmer, der skal vælges.
Valgt uden afstemning
Byrådet har derfor på deres møde den 6. oktober 2025 godkendt, at valghandlingen aflyses, og at de 15 kandidater betragtes som valgt uden afstemning. Beslutningen er truffet i samråd med valggruppen for Ældrerådet, som har anbefalet fredsvalg.
- Et enigt byråd har truffet beslutning om fredsvalg, hvilket er en god løsning. Ældrerådet spiller en vigtig rolle som talerør for de ældre i vores kommune, og de er en vigtig samarbejdspartner for kommunens politikere, når de kommer med input til beslutninger, der vedrører ældre mennesker, siger borgmester Knud Vincents (V).
Den nuværende formand for Ældrerådet, Tonny Korndrup, er ærgerlig over, at der ikke var flere kandidater til Ældrerådsvalget:
- Arbejdsgruppen finder, det er ærgerligt, at der ikke har været en større interesse for at være kandidat til Ældrerådet, således at der kunne være afholdt et demokratisk ældrerådsvalg. Der er 23.727 borgere over 60 år i Slagelse Kommune, det er langt over ¼ af kommunens 80.152 borgere. Det kommende Ældreråd byder på 5 nye medlemmer og 10 fra tidligere Ældreråd, siger Tonny Korndrup.
Introduktion til opgaver og samspillet
Ældrerådet vil i de kommende måneder blive introduceret grundigt til deres opgaver og arbejdet i samspillet med den kommunale administration.
- Ældrerådet vil ligesom de øvrige af kommunens råd og nævn blive introduceret til deres opgaver, rammer og samspillet med den kommunale forvaltning i de kommende måneder. Vi vil også invitere det nye Ældreråd til et opstartsmøde, og de kan herefter konstituere sig, siger chef for Sundhed og Ældre i Slagelse Kommune, Therese Gjerde Corfix.
En vigtig rolle i dialogen
Ældrerådet har en vigtig rolle i dialogen mellem kommunens ældre borgere og politiske beslutningstagere, og de nyvalgte medlemmer tiltræder med virkning fra den kommende valgperiode 2026 – 2029.
Ældrerådet er folkevalgte og er en selvstændig forvaltningsenhed, der ligesom andre kommunalt nedsatte råd, er omfattet af Forvaltningsloven og Lov om offentlighed i forvaltningen med det formål at rådgive og være samarbejdspartner med kommunens politikere.
Handicaprådet, Rådet for Socialt Udsatte og Ø-udvalget er blandt de andre råd, kommunen har nedsat.
Oversigt over de 15 medlemmer i Ældrerådet:
- Abdel Sabri
- Annette Jørgensen
- Berit Schau
- Birgit Jørgensen
- Egon Bo
- Ingelise Holm
- Jens Andersen
- Johnny Gregersen
- Jytte Sutton
- Jørgen Møller
- Jørgen Ole Didriksen
- Mogens Nellemann
- Sonja Bruus Petersson
- Søren Herget
- Tonny Korndrup
Flere oplysninger
- Knud Vincents (V), Borgmester i Slagelse Kommune
Tlf. 20 45 97 98
vincents@slagelse.dk - Tonny Korndrup, talsperson for Ældrerådet i Slagelse Kommune
Tlf. 27 82 30 25
tonnykorndrup@me.com - Therese Gjerde Corfix, chef for Sundhed og Ældre i Slagelse Kommune
Tlf. 29 72 98 23
tgjen@slagelse.dk