Spring til...

Grønt byrum langs kajen bliver første skridt i kystsikringen og udviklingsplanen for Korsør

Havneskoven skal både højvandsikre Korsør og forvandle havnekajen til et grønt byrum. Første skridt er et borgermøde den 1. juni om projektet.

Strækningen fra Caspar Brands Plads til Fæstningen i Korsør står over for en markant forvandling. I fremtiden skal en ny sti langs kajen og et grønt byrum skabe plads til både bevægelse, ophold og hverdagsliv tæt på vandet. Træer, buske og blomster skal give læ, skygge og grønne forbindelser skal præge byens rum. Det er visionen med projekt Havneskoven som også er næste skridt i højvandssikringen af Korsør. To diger er allerede blevet indviet på Halsskov og et tredje er undervejs. Og med Havneskoven bliver nu også det centrale Korsør højvandssikret.

- Det er det første konkrete projekt i realiseringen af Udviklingsplanen for Korsør, og samtidig et vigtigt skridt i arbejdet med at klimasikre byen. I Udviklingsplanen er der fokus på at integrere klimasikring i byudviklingen, så Korsør bliver en endnu bedre by at være i. Med Havneskoven arbejder vi netop på at gøre højvandssikringen til en naturlig del af byrummet – samtidig med at vi skaber et nyt grønt område, siger formand for Klima- og Miljøudvalget Jørgen Grüner (F).

I februar fik Slagelse Kommune tilsagn om 15 mio. kr. fra EU’ Regionalfond, og på sit seneste møde besluttede et enigt Klima- og Miljøudvalg til at godkende procesplanen for projektet og hvis byrådet også giver grønt lys til finansieringsplanen på byrådsmødet den 26.maj kan projektet gå i gang. Første skridt bliver, at der afholdes et borgermøde den 1. juni i Korsør Kulturhus, hvor alle interesserede er velkomne til at deltage. Her vil man kunne høre mere om selve projektet og få mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer.

– Det er et projekt, som ikke kun kommer til at forvandle en af Korsørs centrale pladser. Det skal gennemføres med respekt for byens historie og identitet, og på en måde, så borgere, foreninger og virksomheder kan være stolte af resultatet. Derfor inviterer vi til borgermøde, så vi kan starte projektet med en god dialog – inden byggeriet går i gang, siger Jørgen Grüner.

Forventningen er, at projektet tegnes færdig i løbet af 2026, så selve byggeriet kan gå i gang i foråret 2027 og Havneskoven kan indvies i foråret 2028.

Borgermødet finder sted den mandag den 1. juni kl. 17 – 19. Alle interesserede er velkomne. På Slagelse.dk/havneskoven kan man læse mere om projektet og tilmelde sig borgermødet.

Flere oplysninger

Byrådsmedlem

Jørgen Grüner

92 43 82 28 jogru@slagelse.dk