Spring til...

Ny hjemmeside samler oplevelser ved Storebælt

Lige her findes sjove og spændende oplevelser for både store og små. Nu bliver de nemmere at finde.

Slagelse Kommune lancerer den nye oplevelsesportal vedstorebælt.dk, som samler inspiration til oplevelser i lokalområdet for både borgere og besøgende.

Med portalen samles egens mange oplevelser inden for kultur, fritid og natur i ét samlet univers. Portalen er et resultat af Slagelse Kommunes kulturanalyse udarbejdet af Kulturens Analyseinstitut.

Fokus på et stærkt og levende kulturliv

- Kulturanalysen viste, at vi har et stærkt og levende kulturliv i kommunen og et rigtig godt fundament at bygge videre på. Samtidig pegede den også på, at mange gode oplevelser først bliver opdaget, når de er forbi. Det vil vi gerne lave om på. Med den nye hjemmeside får vi ét sted, hvor man hurtigt kan se, hvad der sker lige fra små lokale aktiviteter til større arrangementer. Vi håber i udvalget, at hjemmesiden kan være med til, at endnu flere får øje på de mange muligheder, der allerede findes lige om hjørnet, og at den kan inspirere endnu flere til at være en del af fællesskaberne, naturen og kulturen, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Mick Keller (I)

Lanceringen er en del af en større indsats for at styrke kendskabet til områdets mange perler og skabe større lokal stolthed.

- Vi har utrolig meget at byde på i Slagelse Kommune – fra natur og kyst til kultur, events og lokale fællesskaber. Med vedstorebælt.dk gør vi det lettere at finde og bruge de mange tilbud, og samtidig styrker vi fortællingen om vores område som et attraktivt sted at bo og besøge, siger Tue Frøsig Fabricius, leder af Kultur og Biblioteker.

På vedstorebælt.dk kan besøgende blandt andet finde en samlet eventkalender, guides til oplevelser i naturen, inspiration til udflugter og anbefalinger til både små og store oplevelser. Portalen er udviklet, så både borgere, foreninger og kulturaktører nemt kan bidrage med indhold og dele arrangementer.

Hjemmesiden vil løbende blive udbygget med nyt indhold og endnu mere inspiration. Ambitionen er, at den skal være det naturlige sted at starte, når man leder efter oplevelser i området.

Flere oplysninger