Spring til...

Nyt Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning klar til arbejdet

Hver dag året rundt skaber foreninger og fællesskaber liv og aktiviteter i hele Slagelse Kommune. Det er med til at gøre kommunen til et godt sted at bo og være.

For at styrke samarbejdet og udviklingen af foreningslivet og folkeoplysningsområdet har Byrådet på baggrund af en indstilling fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget udpeget medlemmerne til det nye Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning i perioden 2026–2029.

Det nye Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning bliver et centralt dialog- og samarbejdsforum mellem Slagelse Kommune og aktører inden for idræt, aftenskoler, børne- og ungeorganisationer, handicaporganisationer, selvorganiserede grupper samt unge og suppleret med politiske repræsentanter.

Foreningslivet er en vigtig del af hverdagen

Etableringen af forummet sker som følge af lovkravet, om at alle kommuner skal sikre borgerinddragelse på folkeoplysningsområdet, ligesom der i byrådets konstitueringsaftale også er lagt vægt på øget borgerinddragelse og en modernisering af folkeoplysningsområdet. Et vigtigt mål har desuden været at åbne processen og engagere flere og også nye kræfter, så både små og store foreninger og fællesskaber får mulighed for at blive hørt.

– Foreningslivet er en vigtig del af hverdagen for mange borgere både børn, unge, voksne og ældre. Derfor er det afgørende, at vi har et forum, hvor erfaringer og idéer fra hele området kan komme i spil. Med det nye Forum har vi haft fokus på at sikre en bred og balanceret repræsentation af hele foreningslivet, siger borgmester Knud Vincents (V)

Stærkt engagement i foreningslivet

Der har i alt været opstillet 21 kandidater til det nye forum, hvor otte nye medlemmer nu er valgt.

- Det er meget positivt at se den store interesse for det nye forum. Det viser et stærkt engagement i foreningslivet og en lyst til at være med til at udvikle området. Vi har haft et klart mål om at åbne processen og få flere også nye kræfter i spil, og det er i høj grad lykkedes. Jeg vil gerne takke alle, der har stillet op som kandidater. Vi glæder os til samarbejdet med de udpegede medlemmer. Sammen skal vi udvikle rammerne for forenings- og folkeoplysningsområdet, så det skaber værdi for hele foreningslivet i kommunen, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget, Mick Keller (I).

Her er de udpegede medlemmer til Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning

  • Fra oplysningsforbund (aftenskoler):
    Helle Jacobsen og Sabine Skou Gøtterup
    stedfortrædere: Kirsten Ærø og Annia Meline Brogaard

  • Fra godkendte idrætsforeninger:
    Mark Kristensen og Hans-Jørgen Bruno Hansen
    Stedfortrædere: Erik Nygaard og Pernille Aude

  • Fra lokale handicapforeninger:
    Per Stoltz Bech

  • Fra øvrige godkendte foreninger/organisationer:
    Jacob Berger Frederiksen

  • Fra selvorganiserede grupper:
    Joan Høj Jacobsen

  • Fra Slagelse Talent og Elite (klubberne):
    Anders Bille

Der gennemføres senere suppleringsvalg til udpegning af repræsentanter fra henholdsvis Slagelse Kommunale Elevråd og børne- og ungdomskorps.

Derudover har Byrådet udpeget byrådsmedlemmerne Marlene Bilenberg (A) og Nicki Ottevig (V) til forummet.

Flere oplysninger

Borgmester

Knud Vincents

20 45 97 98 borgmester@slagelse.dk
Byrådsmedlem

Mick Keller

21 48 69 60 micalkel@slagelse.dk