Økonomiudvalg går videre med oplæg om senioregnede boliger på biblioteksgrund i Korsør

Et seniorbofællesskab med 42 boliger. Bygget i to etager, i forskellige størrelser og med god plads mellem bygningerne, så der er plads til grønne korridorer og stiforbindelser. Sådan lyder BoligKorsørs oplæg til, hvordan grunden - hvor Korsør Bibliotek og Borgerservice ligger i dag - skal se ud i fremtiden.
Mandag nikkede Økonomiudvalget ja til, at der kan arbejdes videre med oplægget. Men før projektet kan sættes i gang, skal forurenings- og funderingsforholdene på grunden undersøges, og der skal udarbejdes en lokalplan. Begge dele går nu i gang.
- Det markerer det første skridt i realiseringen af udviklingsplanen for Korsør. I planen har vi udlagt området omkring Byparken som et sted, der skal udvikles og give bedre adgang til grønne områder. BoligKorsørs projekt passer rigtig godt ind i den vision, og samtidig giver det også flere senioregnede boliger i Korsør, hvilket der er behov for. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan arbejde videre med BoligKorsørs oplæg om at bygge et fællesskab for byens seniorer på bibliotekets nuværende grund, siger borgmester Knud Vincents (V).
Fokus på fællesskab
BoligKorsørs vision for boligerne er, at de skal være med til at skabe fællesskab - både for beboere og resten af Halsskov. Derfor indeholder oplægget et fælleshus, som også kan bruges til arrangementer, hvor beboere fra hele Halsskov kan deltage. Derudover indeholder oplægget også idéer som byttebokse, udendørs opholdsrum og en cykelservicestation, som kan komme hele Halsskov til gode.
- Vi er meget glade for, at BoligKorsør kan bidrage aktivt til den positive udvikling, der sker i Korsør i disse år. Etableringen af en ny afdeling med 42 moderne senioregnede boliger på den nuværende biblioteksgrund er et konkret eksempel på, hvordan vi sammen kan skabe nye og attraktive rammer for byens borgere. Projektet understøtter både kommunens udviklingsplan og vores ambition om at tilbyde boliger, der matcher forskellige livsfaser og behov. Sammen viser vi, hvordan kommune og boligselskab kan løfte i flok og skabe projekter, der styrker både bymidten og sammenhængskraften i lokalområdet, siger formand for BoligKorsør Anders Anthoni.
Flytning styrker sammenhængende tilbud
Samtidig med beslutningen om at gå videre med BoligKorsørs projekt vedtog et flertal i Økonomiudvalget også, at bibliotek og borgerservice skal flyttes til Skolegade 1 i tilknytning til Korsør Kulturhus.
Flytningen af bibliotek og borgerservice tilgås eksperimenterende og borgerinddragende, og med mulighed for at afprøve nye tiltag, der kan styrke brugen af biblioteket og kulturhuset – særligt blandt de yngre målgrupper. Med den tilgang kan flytningen bidrage til udviklingen af fremtidens tilbud og dermed også være et grundlag for udviklingen af fremtidens, sammenhængende kulturtilbud på Casper Brands Plads, som i udviklingsplanen er tænkt som et samlingspunkt for børn og unge.
– Når vi flytter biblioteket og borgerservice til kulturhuset, skaber vi grundlaget for endnu stærkere og sammenhængende kulturtilbud – med særligt fokus på de unge. Samtidig giver det os mulighed for at udvikle nye aktiviteter på Casper Brands Plads, hvor vi kan bruge de erfaringer, vi får med os fra flytningen til Skolegade, siger Knud Vincents.
Før et byggeri af senioregnede boliger kan sættes endelig i gang, skal økonomi og salg af grunden godkendes af Økonomiudvalget. Det betyder, at byggeriet tidligst kan starte i midten af 2027.
Flere oplysninger
Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
- Borgmester Knud Vincents
Tlf.: 20 45 97 98 - Formand for BoligKorsør Anders Anthoni
Tlf.: 28 14 26 49