Spring til...

Planlæg din transport til Royal Run i Korsør

Når H.M. Dronningen og op mod 10.000 deltagere besøger Royal Run i Korsør den 9. juni 2025, er der lagt op til en uforglemmelig dag med masser af fællesskab og feststemning.

Foto: Lasse Lagoni/Royal Run

Det store arrangement vil også påvirke trafikken og parkeringsmulighederne i byen.

Løberuterne snor sig gennem flere af Korsørs smukkeste og mest historiske områder – blandt andet Flådestationen, Fæstningen og langs Storebæltskysten. Derfor vil der i tidsrummet kl. 7.00-22.00 være omfattende afspærringer og ændringer i trafikken af hensyn til sikkerheden.

– Royal Run i Korsør bliver en historisk dag, hvor vi som kommune får lov at samle borgere, foreninger, lokale aktører og tusindvis af gæster til et storslået arrangement med kongeligt besøg og løbeglæde. Vi håber, at alle vil tage godt imod de nødvendige ændringer i trafikken, så vi sammen kan skabe en festlig og tryg dag for alle, siger borgmester Knud Vincents. (V)

Sådan påvirkes trafikken

Store dele af Korsør afspærres for al bilkørsel langs de tre ruter fra kl. 7.00 til 22.00. Ruterne skal være friholdt af hensyn til sikkerheden, og det er ikke tilladt at parkere på, langs eller tæt på ruterne – heller ikke i rabatter eller på cykelstier. Fejlparkerede biler vil blive fjernet på dagen.

Alle borgere, der bor langs ruterne, får direkte besked i deres e-Boks. De tre ruter kan ses på royalrun.dk.

– Royal Run i Korsør bliver en helt særlig dag, hvor vi fejrer fællesskabet, bevægelse og byen. Det er folkeoplysning, når det er bedst, når tusindvis af borgere samles om en fælles oplevelse, og hele byen står sammen om at skabe en uforglemmelig dag. Jeg vil gerne sige tak til alle borgere og samarbejdspartnere for deres forståelse og opbakning til de midlertidige ændringer, som alle er med til at gøre det muligt at afvikle så stort et ar-rangement, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget, Troels Brandt. (B)

Parkeringsarealer og gratis shuttlebusser

Der vil være parkeringsarealer ved Korsør station samt handicap- og cykelparkering tæt på rutens startområde. Slagelse Kommune indsætter gratis shuttlebusser fra Korsør station til centrum.

  • Rute 1 – gul rutebus hvor der står Royal Run i displayet foran på bussen: Korsør Station – Storebæltsvej – Tårnborgvej – Casper Brands Plads (retur)
    • Rute 2 - hvor der står Royal Run i displayet foran på bussen: Korsør Station – Storebæltsvej – Revvej – Gl. Banegårdsplads – Tårnborgvej – Casper Brands Plads (retur)

Hvis man skal deltage eller være tilskuer, opfordres alle til at planlægge sin ankomst i god tid, og man skal forvente ekstra transporttid med shuttlebus.

Tryghed og beredskab

Brandvæsen, ambulancer og hjemmepleje har naturligvis adgang, og borgere med behov for hjælp i eget hjem får fortsat deres hjælp. I særlige tilfælde kan der søges om kørselstilladelse ved nødsituationer på royalrun@slagelse.dk.

Hold dig opdateret

Seneste nyt om trafik, parkering og adgang findes her på hjemmesiden eller på royalrun.dk som løbende vil blive opdateret.

Flere oplysninger

Berørte områder

På billedet nedenfor er forskellige zoner tegnet ind. Disse zoner er områder hvor biler ikke må køre, med mindre chaufføren har en køretilladelse

  • Lilla zone: 10 km-ruten passerer her og åbnes for kørsel før orange zone
  • Orange zone: One Mile- og 5 km-ruterne passerer her.

Parkeringsoversigt