Spring til...

Salg af bælgfrugter stiger markant i madprojekt for børnefamilier

Et lokalt butiksforsøg i Slagelse viser, at små ændringer kan gøre en stor forskel, når børnefamilier handler ind.

I et samarbejde mellem Slagelse Kommune og detailhandlen er salget af bælgfrugter steget markant med butterbeans som en klar favorit. Forsøget er en del af det landsdækkende projekt Smag dig frem, hvor Slagelse Kommune deltager som såkaldt “Living Lab”. Her testes nye indsatser bl.a. direkte i butikker for at gøre det lettere for især børnefamilier at vælge mere planterigt i hverdagen.

Et butiksforsøg i en Netto i Slagelse har sat ekstra gang i salget af bælgfrugter. Det viser en ny rapport udarbejdet af Operate for Forbrugerrådet Tænk som en del af projektet Smag dig Frem. Salget af bælgfrugter som kikærter, kidneybønner og røde linser steg samlet med over 130 procentpoint i butikken i Slagelse. Særligt én vare skilte sig ud, da der i salget af butterbeans var en stigning på næsten 560 procentpoint. Røde splitlinser fulgte efter med en fremgang på knap 410 procentpoint i forsøgsperioden.

Små greb – stor effekt

Butiksforsøgene viser, at selv små ændringer i butikkens indretning kan flytte markant på, hvad kunderne vælger.

– En sund livsstil begynder tidligt og skal følge os hele livet. Derfor skal det være nemt for børn og deres familier at træffe gode valg i hverdagen. Resultaterne fra det første adfærdsforsøg i Slagelse viser, at selv små greb kan gøre en stor forskel. Det giver inspiration til det videre arbejde med projektet, hvor vi sammen med vores samarbejdspartnere har fokus på at styrke borgernes sundhed og sammen bidrage til en grønnere frem-tid, siger direktør for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked Margrethe Kusk Pedersen.

Snackgrønt i børnehøjde virker også

Butiksforsøget har blandt andet arbejdet med at ændre placeringen og synligheden af varer. Når bælgfrugter og snackgrønt placeres mere synligt, vælger flere kunder dem til især børnefamilier.

– Vi kan se, at når bælgfrugter og snackgrønt bliver mere synlige, vælger flere dem til. Det viser, at butikkers indretning i høj grad kan være med til at understøtte et mere planterigt valg hos blandt andet børnefamilier, siger Pernille Vibe Hansen, projektleder på Smag dig frem i Slagelse Kommune.

Forsøget omfattede også en indsats med snackgrønt placeret i børnehøjde i butikker i både Slagelse og Kolding. Tiltaget gjorde det lettere for børn og deres familier at få øje på grøntsagerne, og det kunne mærkes i salget.
Salget af snackgrønt steg samlet med 24,8 procentpoint i testbutikkerne, og salget af snackagurker steg med 21 procent i forsøgsperioden.

Fra butik til køkkenbord

For familier, der har fået lyst til at afprøve bælgfrugter i madlavningen, er der mulighed for selv at komme i gang ved børnefestivalen SPEKTAKEL i Korsør den 2. juli 2026. Her kan børn og voksne blandt andet lave snack-kugler med sorte bønner. Arrangementet finder sted på Korsør Rådhus fra kl. 10.00 til 13.30 og er gratis at deltage i med tilmelding.

Læs mere og tilmeld jer børnearrangementet

Om projektet Smag dig frem

Smag dig frem er et landsdækkende projekt, der skal fremme en indkøbs-situation, som gør det lettere at vælge planterigt i tråd med De officielle Kostråd.

Slagelse Kommune deltager i projektet i perioden 2025 til 2027, hvor for-skellige indsatser testes i samarbejde med blandt andet detailhandlen. Netop butikkerne spiller en central rolle, da det er her, mange af hverda-gens madvalg bliver truffet.

Resultaterne fra forsøget i detailhandlen er samlet i rapporten “Adfærds-forsøg i detailhandlen – Rapport 1, 2026”, som er udarbejdet af Operate for Forbrugerrådet Tænk som en del af projektet.

Læs rapporten

Flere oplysninger

  • Direktør for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked Margrethe Kusk Pedersen
    Tlf. 21 43 17 22
    Mail markuped@slagelse.dk


  • Projektleder for Smag dig frem i Slagelse Kommune Pernille Vibe Hansen
    Tlf. 58 57 44 38
    Mail pvhan@slagelse.dk


  • Projektleder i Forbrugerrådet Tænk Tore Harboe Persson
    Tlf. 28 10 84 68
    Mail thp@fbr.dk