Slagelse Byråd giver officiel undskyldning til berørte børn og unge

Sagen drejer sig om en periode, hvor en tidligere ansat i Slagelse Kommune var involveret som sagsbehandler i flere børnesager. I disse sager blev børn blandt andet anbragt i et tilbud leveret af den pågældende sagsbehandlers ægtefælle, eller der blev igangsat indsatser, som benyttede sig af det pågældende tilbud.
For at få en uvildig vurdering af sagen har Slagelse Kommune bedt advokatfirmaet Norrbom Vinding om at gennemgå habilitetsforholdene og det juridiske grundlag for de socialfaglige afgørelser. Advokatvurderingen konkluderer blandt andet, at der ikke har været sikret overholdelse af gældende forvaltningsretlige regler, herunder habilitet.
På den baggrund besluttede Byrådet efter indstilling fra Socialudvalget og Økonomiudvalget at give en officiel undskyldning til de berørte børn og unge. Undskyldningen blev fremsagt på byrådets møde af Socialudvalgets formand, Sofie Janning, på vegne af hele byrådet.
Undskyldningen lyder:
Byrådet undskylder på vegne af Slagelse Kommune over for de pågældende børn og unge, at der ikke blev sikret habilitet og fulgt systematisk op på, om de fik det rette tilbud i perioden 2020 og frem til og med 2023.
