Slagelse Kommune ansætter ny chef for Kultur, Fritid og Borgerservice

Hun tiltræder stillingen den 15. august 2026. Trine kommer fra en stilling som chef for Kultur, HR og Sekretariat i Kerteminde Kommune.
Trine Madsen har gennem sin karriere arbejdet med udviklingen af kultur- og fritidsområdet i tæt samspil med civilsamfundet og med fokus på at skabe gode rammer for både borgere, frivillige og aktører på området. Senest har hun haft ansvaret for blandt andet kultur, fritid, idrætsfaciliteter, biblioteker, musik- og kulturskole, events og turisme i Kerteminde Kommune. Tidligere har hun været afdelingsleder i Kultur, Fritid og Sekretariat i Assens Kommune samt projektleder og konsulent i DGI.
Som chef for Kultur, Fritid og Borgerservice får Trine Madsen ansvaret for de daglige drifts- og myndighedsopgaver samt for den strategiske udvikling af området i tæt samarbejde med organisationen og eksterne samarbejds-partnere.
– Kultur-, fritids- og borgerserviceområdet spiller en vigtig rolle for det gode hverdagsliv og et aktivt lokalsamfund. Jeg ser frem til at blive en del af Slagelse Kommune og til sammen med byrådet, medarbejdere, ledere og samarbejdspartnere at fortsætte udviklingen af området. Særligt samarbejdet med foreninger, institutioner og lokalsamfundet bliver centralt, så vi i fællesskab kan skabe endnu flere muligheder for deltagelse og fællesskab, siger Trine Madsen.
Erfaring og stærkt fundament for udvikling
– Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Trine som ny chef for Kultur, Fritid og Borgerservice, fordi hun har en solid ledelsesmæssig erfaring og et stærkt fagligt fundament inden for området. Hun kommer med en bred forståelse for både drift, myndighed og strategisk udvikling. Det matcher rigtig godt vores ambitioner, om at få endnu flere med i de mange fællesskaber, som kultur- og fritidslivet rummer, siger direktør for Børn, Unge og Kultur Torben Møller Nielsen.
Trine Madsen bor i Odense med sin mand og deres to piger.
Flere oplysninger
- Direktør for Børn, Unge og Kultur Torben Møller Nielsen
Tlf. 25 45 14 26
Mail tormonie@slagelse.dk - Kommende chef for Kultur, Fritid og Borgerservice Trine Madsen
Tlf. 30 30 75 44