Spring til...

Slagelse styrker den kollektive trafik: Flere afgange og lavere priser

Flere busruter får flere afgange, Flextur bliver billigere og så bliver den busrute til Vikingeborgen Trelleborg gjort permanent. Det er nogle af de forbedringer af busdriften, som Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget har vedtaget

Busbetjeningen får et løft næste år. Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget vedtog nemlig en række forbedringer af busdriften i Slagelse Kommune på sit møde mandag i sidste uge. Forbedringerne betyder blandt andet, at Rute 431 mellem Slagelse og Dalmose får halvtimesdrift i myldretiden, Fribussen Rød, som kører i Skælskør- og Dalmoseområdet, får flere afgange om eftermiddagen, Rute 908 kommer til at køre helt til Storebælts Campingplads om sommeren, og så bliver ruten til Vikingeborgen Trelleborg gjort permanent samtidig med, den kommer til at køre i perioden fra påsken til efterårsferien– og ikke kun i sommermånederne som i år.

- Vi har lyttet til de forslag, der er kommet fra busborgergruppen. Det er forbedringer af den kollektive trafik der bredt i kommunen vil gavne mobiliteten for blandt andet skolebørn, studerende, erhvervsliv og de ældre borgere. Samtidig forbedrer det også transportmulighederne i vores landdistrikter, siger formand for Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget Stine Søgaard (V).

Udvalget har også besluttet at sænke taksterne på Flextur, som er en åben kørselsordning, hvor alle borgere i kommunen kan bestille transport fra adresse til adresse. I dag er starttaksten inkl. de første 10 km. 78 kr. i byerne og 47 kr. i landdistrikterne, men med beslutningen i udvalget vil taksterne blive sænket til henholdsvis 62 kr. i byerne og 31 kr. i landdistrikterne fra januar næste år. Forventningen er, at det vil forbedre især de ældres transportmuligheder.

FAKTA: Forbedringer af busdriften

  • Rute 431 opgraderes fra time til ½ timesdrift mellem 12 og 17 mandag til fredag
  • Der kommer tre ekstra afgange på Fribussen Rød om eftermiddagen, som binder Dalmose-Skælskør området bedre sammen med buskørsel.
  • Rute 907 til Stigsnæs færgehavn får en ekstra afgang om aftenen
  • Starttaksten på kørsel med Flextur sænkes til henholdsvis 62 kr. i byerne (Korsør og Slagelse) og 31 kr. i landdistrikterne
  • Forsøget med en busrute mellem vikingeborgen Trelleborg og Slagelse Station gøres permanent. Fremover kommer den til at køre mellem påske og efterårsferien.
  • Rute 908 udvides så den fremover også betjener Halsskov og Storebælt Camping i skolernes sommerferie

Taksnedsættelsen på Flextur samt de nye afgange på Fribussen Rød træder i kraft til januar, mens de resterende forbedringer forventes at træde i kraft i forbindelse med køreplansskiftet i juni 2026.

Flere oplysninger

Byrådsmedlem

Stine Søgaard

24 92 06 11 soegaard@slagelse.dk