Ungeløftet skal få flere unge ind i meningsfulde fællesskaber, job og uddannelse

Det spørgsmål er helt centralt, når Slagelse Kommune 10. november samler lokale virksomheder, foreninger, organisationer og politikere samt får besøg af kulturministeren til lancering af Ungeløftet. Det er en fælles indsats, som skal være med til at give unge en bedre start på voksenlivet og samtidig styrke den lokale arbejdskraft.
Alt for mange unge står uden for både uddannelse og arbejdsmarked. På landsplan drejer det sig om ca. 45.000-47.000 unge mellem 15 og 24 år, og i Slagelse Kommune er det ca. 700 unge. Det kan få store konsekvenser for et ungt menneske at få en skæv start på voksenlivet og ikke komme i uddannelse eller arbejde. Derfor inviterer Slagelse Kommune til lancering af Ungeløftet, som er et landsdækkende partnerskab lanceret af regeringen tidligere på året. Her arbejder kommuner, virksomheder, fonde og civilsamfund sammen om at skabe konkrete løsninger, der hjælper unge videre i uddannelse, meningsfulde fællesskaber eller i arbejde.
Unge skal føle sig set og hørt
- Vi ved, at en skæv start kan sætte sig som en tung skygge over et ungt liv. Derfor skal vi som kommune og som lokalsamfund være med til at tænde lyset. Ungeløftet handler om at se de unge, lytte til dem og bygge bro til de muligheder, der kan give dem en ny retning – ikke kun i uddannelse og job, men også i fællesskaber, hvor de føler sig set og hørt. Ungeløftet er et løfte, vi som samfund – kommuner, virksomheder, lokalsamfund og civilsamfund – giver de unge. Vi ønsker et tæt samarbejde om en helhedsorienteret indsats, der kan løfte dem ud i fællesskaber, foreningsliv, job og uddannelse. Jeg ser frem til at følge, hvordan vi sammen får ungeløftet foldet ud, siger borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents (V).
Kulturministeren håber, at Ungeløftet kan hjælpe en masse unge i Slagelse tilbage på sporet.
- For mange unge har det svært. Det kan skyldes mentale og sociale udfordringer, som holder dem tilbage. Hvis vi ikke hjælper dem, får vi aldrig forløst deres kæmpe potentiale. Trods utallige indsatser har antallet af unge uden for uddannelse og arbejde stået stille. Den udvikling skylder vi at vende. Derfor er det rigtigt godt, at Slagelse bliver en del af Ungeløftet – for de unge skal ikke stå alene tilbage på perronen. Hvis vi skal have vendt bøtten, så kræver det nytænkning og knofedt. Det er også grunden til, at jeg for nyligt lancerede kulturpasset, som forhåbentlig også kan hjælpe til at give unge gode oplevelser og nye fællesskaber, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Unge skal være med til at forme løsningerne
Ungeløftet handler ikke kun om at skabe tilbud til unge. Det handler om at lytte til deres håb, drømme og perspektiver og lade dem være medskabere af de løsninger, der skal bringe dem videre.
Slagelse Kommune har allerede stærke samarbejder på tværs af Børn og Unge – Ungeenheden, erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og civilsamfundet. Med Ungeløftet bliver disse partnerskaber styrket og udvidet, så endnu flere unge får adgang til bl.a. praktikpladser, fritidsjob, mentorordninger og fællesskaber, der kan gøre en forskel.
- Vi står midt i en tid, hvor mange virksomheder mangler arbejdskraft. Her kan de unge være en del af løsningen. Med Ungeløftet giver vi ikke kun et løfte til de unge – vi løfter sammen. Vi skaber nye veje, hvor unge får chancen for at bidrage og vokse både som mennesker og som medarbejdere. Det handler om at koble de unge til virkeligheden, til arbejdspladser og uddannelser, hvor de kan se en fremtid for sig selv, samtidig med at de bliver en del af fællesskaber, hvor de mærker, at de hører til og gør en forskel. Jeg ser frem til at fortsætte og udvikle det gode samarbejde med virksomheder, foreninger, uddannelsesinstitutioner og alle andre, der vil være med til at løfte, siger formand for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget Jane Dahl (C)
Til at skubbe initiativerne i gang har Slagelse Kommune fået 7,1 millioner kroner fra en Ungeløft-pulje, som et flertal i Folketinget står bag.

