Vil du gøre en forskel, når det virkelig gælder?

Som frivillig hos Slagelse Brand & Redning får du oplæring, uniform og mulighed for at støtte brandfolk og borgere ved større hændelser – fra logistik og forplejning til indkvartering og praktisk hjælp, når naturen viser tænder.
- Hvis man kan lide at hjælpe andre og vil lære mere om førstehjælp, forplejning og indkvartering, så er dette en god chance for at få nye kompetencer og et stærkt fællesskab med andre frivillige, siger beredskabsinspektør Per Eilertsen fra Slagelse Brand & Redning.
Kom til informationsmøde og hør mere om at være frivillig
Slagelse Brand & Redning inviterer nu alle i Slagelse og Sorø Kommune til at blive en del af frivilligenheden. De søger engagerede mennesker, der har lyst til at hjælpe andre, lære nye færdigheder og blive en del af et stærkt fællesskab.
Kom til det uforpligtende informationsmøde og hør mere om at være frivillig:
- Torsdag den 30. oktober kl. 19–21
Slagelse Brand & Redning,
Brandskolen – RESC, Slagelse Landevej 3, 4220 Korsør - Meld dig til informationsmødet
Hvad hjælper man med som frivillig?
Det frivillige beredskab spiller en central rolle, når større hændelser rammer lokalsamfundet. Frivillige bidrager med:
- Forplejning: Tilberedning og levering af mad til brandfolk under længerevarende indsatser
- Indkvartering og logistik: Hjælp til nødstedte, herunder indkvartering og forsyning
- Praktisk støtte: Under indsatser kan frivillige f.eks. pumpe vand væk, når naturen viser tænder
Frivilligenheden kan aktiveres ved større ulykker, og alle frivillige bliver grundigt klædt på til opgaverne. Der kræves ingen tidligere beredskabserfaring – oplæring og uniform udleveres.
- Under uddannelsen får den frivillige al den nødvendige viden og mulighed for at afprøve opgaverne i praksis. Du behøver ikke kunne deltage hver gang, du bliver kaldt, men du skal have lysten og modet til at rykke ud med kort varsel, fortæller Per Eilertsen.
Alle frivillige gennemgår uddannelsen Stabsstøtte og Teknisk Service (STS). Uddannelsen fordeles jævnt over året og afholdes primært på hverdagsaftener samt enkelte weekender.
Frivilligenheden har sin egen station i Korsør med garage, klasselokale, omklædning, storkøkken og andre faciliteter, som danner ramme om uddannelse, udkald og sociale aktiviteter. For at blive frivillig skal du være bosiddende i Slagelse eller Sorø Kommune.
Fakta om Slagelse Brand & Redning
- Kommunens redningsberedskab med det forebyggende og det operative beredskab
- Det frivillige beredskab
- Storebæltsberedskabet
- RESC (Rednings- og Sikkerhedscenter)
Redningsberedskabet er et lovpligtigt og skattefinansieret beredskab. Opgaven er at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljø ved ulykker og katastrofer. Beredskabet reguleres af beredskabsloven med afledte bekendtgørelser og vejledninger.
Flere oplysninger:
- Slagelse Brand & Redning
Beredskabsinspektør Per S. Eilertsen
Tlf: 58 57 97 15
Mail: peeil@slagelse.dk