Vintervejret giver udfordringer

Det har sneet kraftigt siden natten, og der er kommet mellem 17 og 26 cm. sne.
Politiet fraråder fredag morgen al unødig udkørsel på grund af nattens kraftige snevejr. Hvis man alligevel vurderer, at man er nødt til at kører ud, opfordrer vi til at man medbringe tæppe og skovl i tilfælde af at man kommer til at sidde fast.
Snevejret ventes at fortsætte frem til først på eftermiddagen, og i takt med at temperaturerne stiger i løbet af dagen, kan det senere blive meget glat, især hvis der dannes isslag. Skal du ud at køre, opfordrer vi kraftigt til ekstra forsigtighed.
Status på vejene – alt materiel er i drift
Alt vores materiel er ude at køre, og vi arbejder os systematisk gennem vejene. Vi prioriterer veje i henhold til de politisk besluttede prioriteringer for vintertjenesten.
Læs mere om vores prioriteringer
Det sner fortsat, og derfor kan man opleve, at der periodisk ligger sne på vejene, selv om vi er i fuld gang med at rydde. Vi kører løbende, men når sneen hele tiden falder igen, tager det tid at holde alle strækninger helt fri.
For at sikre fremkommeligheden de steder, hvor snemængderne er størst, har vi også sneslynger, rendegravere og andet tungt udstyr i gang. Det bruges især dér, hvor sneen har bygget sig så højt op, at almindelige sneplove ikke kan kaste sneen tilstrækkeligt langt væk – særligt på veje i landområder, hvor snedriverne er ekstra dybe.
Vi arbejder målrettet på at holde de vigtigste veje åbne først, mens mindre veje, stier og pladser ryddes løbende, efterhånden som vi bevæger os gennem prioriteringerne.
Affaldsindsamlingen er indstillet
Renovatøren Verdis har indstillet al kørsel i dag som følge af snevejret. Affaldet bliver hentet igen, så snart det er muligt at komme frem. Fra mandag forventer vi at begynde indhentningen af manglende tømninger.
Hvis du ikke får hentet affald og du affaldsspand er fyldt, så sæt én ekstra sæk pr. rum ved beholderen
Status på hjemmeplejen
Aktuelt kommer vi ud til de fleste borgere. Der kan dog være situationer, hvor enkelte opgaver, eksempelvis rengøring, bliver udsat til en anden dag.
Medarbejderne kører forsigtigt i det glatte føre, og der kan derfor opstå mindre forsinkelser. Vi beder om tålmodighed i den forbindelse.
Hvis der opstår situationer, hvor vi ikke kan komme frem, kontakter vi de berørte borgere og eventuelt pårørende. Hvis der bliver behov for at prioritere opgaver, vil det ske ud fra, hvilke indsatser der bedst kan tåle udsættelse, samt hvor der eventuelt er pårørende, der kan hjælpe midlertidigt
Status på skoler
Ingen skoler er lukkede, men på enkelte skoler kan den alm. undervisning være aflyst i dag, fordi nogle medarbejdere ikke har kunnet møde frem. De berørte skoler har informeret forældrene, og der er etableret nødpasning for de børn, der møder op.