Boligstøtteloft fra 1. juli 2025
Information om boligstøtteloft
Du er omfattet af et boligstøtteloft hvis du er gift eller samlevende, og modtager kontanthjælp med forhøjet sats.
Hvis du er er omfattet af boligstøtteloftet, kan du højest modtage 363 kr. i boligstøtte pr. måned.
Boligstøtteloftet har kun virkning for hele kalendermåneder med kontanthjælp. Det betyder, at en person, der ændrer status fra gift eller samlevende til enlig midt i en måned, for hele den kalendermåned ikke vil være omfattet af boligstøtteloftet.
Omvendt gælder det for en person, der ændrer status fra enlig til gift eller samlevende, eller som er gift eller samlevende og bliver modtager af forhøjet sats midt i en måned, først vil være omfattet af boligstøtteloftet den første hele kalendermåned som gift eller samlevende på forhøjet sats.
Hvordan vurderes det om man er enlig eller samlevende?
Vurderingen af om en person er samlevende sker efter de samme principper og praksis, som Udbetaling Danmark anvender i forbindelse med afgørelser om samlevende eller enlig i relation til børnetilskud til enlige. Dette gælder også selvom en person ikke har et barn.
Som udgangspunkt betragtes en person som samlevende, når personen har fælles husførelse med en anden person, som det er muligt at indgå ægteskab med.
Det betragtes som fælles husførelse, når man samlet set har de samme økonomiske og praktiske fordele, som gifte og samlevende har ved at være to om at betale faste og løbende udgifter og ved at være to om at udføre det praktiske arbejde i hjemmet.
Hvis du inden 1. juli var omfattet af det tidligere "kontanthjælpsloft" eller af andre årsager ikke har søgt boligstøtte, kan du være berettiget til at modtage boligstøtte efter den 1. juli 2025. Vi anbefaler derfor at du ansøger om boligstøtte.
Boligstøtte udbetales af Udbetaling Danmark(UDK) hvorfor spørgsmål til din boligstøtte skal rettes til Udbetaling Danmark.
Du kan søge boligstøtte på borger.dk.
Boligstøtten bliver ikke reduceret som konsekvens af boligstøtteloftet hvis en person i husstanden:
-
er omfattet af boligstøttereglerne for stærkt bevægelseshæmmede,
-
er omfattet af boligstøttereglerne for personer, der modtager døgnhjælp efter lov om social service,
-
modtager boligydelse og er anvist en almen ældrebolig eller lignende boligtype
-
er visiteret til og anvist en almen ældrebolig eller lignende boligtype, på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.