Døgnrehabilitering


Døgnrehabilitering på Blomstergården
Hvis sygehuset i din genoptræningsplan anbefaler, at du får rehabilitering hele døgnet, kan du ved behov få et midlertidigt ophold på Blomstergården. Her kan du kan få hjælp og støtte døgnet rundt.
Du bliver tilknyttet et tværfagligt team, som bliver sammensat ud fra dit behov. Du sætter mål sammen med dit team, ud fra hvad du ønsker at træne og blive bedre til.
Dit forløb
En typisk dag tilrettelægges efter dine behov og ressourcer, så du får den pleje, behandling, træning og de hvil, du har brug for.
Du vil opleve en rehabiliterende tilgang. Det betyder, at du så vidt muligt selv klarer de ting, du kan. Personalet hjælper og guider dig i de ting, du har svært ved, og som du ikke kan klare selv.
Morgenrutiner
Dagen starter med træning i morgenrutinerne - personlig pleje, påklædning, morgenmad og tandbørstning. Rækkefølgen af morgenrutinerne tilpasses til dine ønsker og din dagsplan.
Måltider
Du spiser morgenmad på det tidspunkt, der passer med dit døgnmønster. Frokost og aftensmad ligger på faste tidspunkter, og du kan spise i et fællesområde med andre borgere.
Aftenrutiner
Når du skal i seng om aftenen, vil du ligesom om morgenen få hjælp og guidning til det, du ikke kan selv.
Træning
Vi tilrettelægger træningen ud fra dine behov og ressourcer. Der er træning med sundhedsfagligt personale, ergoterapeuter og fysioterapeuter i huset og eventuelt med vores samarbejdspartner Sundhed og Træning, som ligger lige ved siden af de midlertidige pladser.
Du kommer fx til at træne:
- almindelige daglige aktiviteter, fx personlig pleje, forflytninger, tandbørstning, påklædning, madlavning og indkøb
- dine fysiske evner i form af styrke, kondition og balance
- dine evner til at komme rundt, enten i kørestol, ved forflytninger eller gangtræning.
Besøg
Du er velkommen til at få besøg af venner, familie og pårørende. Når I planlægger besøg, skal I tage hensyn til træning, måltider og hviletider.


Du kan møde fagpersoner fra flere afdelinger under dit ophold. Det afhænger af, hvilke behov du har.
På neurorehabiliteringspladserne vil du møde:
- Ergoterapeut
- Fysioterapeut
- Social- og sundhedshjælpere og -assistenter
- Sygeplejesker.
Du kan også blive tilknyttet:
- Ergoterapeuter og fysioterapeut fra Sundhed og Træning
- Logopæd (talepædagog) fra enhed for Specialundervisning og Beskæftigelse, SuB
- Hjerneskadekoordinator
- Neuropædagoger
- Diætist
- Visitator fra Sundhed og Ældre
- Sagsbehandler i Handicap og Psykiatri
- Sagsbehandler i Jobcenteret
- Neurooptometrist (optiker) fra enhed for Specialundervisning og Beskæftigelse, SuB
- Neuropsykolog.
Du kommer til at bo i en lejlighed med egen stue/soveværelse, der er indrettet med lænestol, spisebord, klædeskab, TV og seng. Lejligheden har et mindre tekøkken med køleskab og eget badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler.
Vi anbefaler, at du medbringer:
- Praktisk tøj, undertøj og overtøj
- Skridsikre lukkede sko, fx kondisko eller lukkede sandaler
- Toiletsager, fx shampoo, intimsæbe, tandbørste, tandpasta, creme, engangsvaskeklude, kam/børste, barbergrej, negleklipper og bleer
- Medicin og apotekets blå medicinæsker
- Briller og høreapparater
- Hobbyartikler
- Kalender/notesbog
- Mobiltelefon og oplader
- Tablet eller computer, hvis du ønsker det (vi har wifi)
- Familiefotos eller andre personlige genstande til værelset
- Vaskemiddel til vaskemaskine
- Tørrestativ, hvis du ikke vil tørre tøj i tørretumbleren.
Vi sørger for håndklæder og sengelinned samt vask af disse.
Du betaler for forplejning, håndklæder og sengelinned, mens du er på rehabiliteringsophold.
Kontakt
