Spring til...

Sådan holder du en fællesspisning for børnefamilier

Tips og praktiske råd til dig, der skal være vært

Tips til det gode værtskab

Fordel rollerne

Del værtskabet mellem flere. Det kan fx fordeles sådan:

  • En praktisk vært der tager imod og guider ift. mad og logistik
  • En social vært der skaber kontakt og forbinder deltagerne på tværs smil og hils imødekommende
  • Evt. en aktivitetsvært, som sætter gang i fx leg, oplæsning eller samtalemenu.

Vær synlig og genkendelig

Brug fx et navneskilt eller en t-shirt, så deltagerne ved, hvem de kan henvende sig til.

Skab tryghed gennem overblik

Fortæl, hvad der skal ske, både mundtligt og skriftligt. Brug fx skilte eller en tavle.

Vis vejen

Både fysisk og socialt. Hjælp med at finde siddepladser og forbind familier med hinanden.

Hjælp deltagere ind i fællesskabet

Giv dem et venligt ord med på vejen og sæt samtaler i gang. Brug fx samtalekort, som både børn og voksne kan tale om.

Sig personligt farvel og tak

Invitér til at komme igen.

 

Fællesspisningens trin

1. Den gode invitation

  • Beskriv tydeligt, hvad arrangementet indebærer:
    Tid, sted, varighed, menu, og hvem det er målrettet
  • Inviter gennem flere kanaler:
    Fx plakater på biblioteket, sociale medier, lokal presse, skoler og institutioner
  • Sæt fokus på fællesskab:
    “Kom og spis sammen med andre familier i lokalområdet”
  • Nævn en kontaktperson, som kan svare på spørgsmål.

2. Den trygge ankomst

  • Tag imod hver familie med et smil og vis dem, hvor de kan sidde
  • Sørg for, at værter er genkendelige, fx med navneskilte eller t-shirts
  • Fortæl kort og enkelt, hvad der skal ske under fællesspisningen, både mundtligt og evt. på en tavle.

3. Samværet under måltidet

  • Indret rummet, så der både er plads til spisning og leg
  • Vælg en menu, der er mættende og velsmagende for både børn og voksne
  • Gør stemningen afslappet og imødekommende ved fx at bruge afdæmpet belysning og bordpynt
  • Indbyd til samtaler på kryds og tværs, fx ved hjælp af samtalekort eller nip-nappere
  • Giv måltidet en tydelig struktur og rytme, som deltagerne let kan følge
  • Lav børnehjørner i nærheden:
    Placér et aktivitetsbord med tegnesager, puslespil eller bøger tæt på spisestedet, så børnene kan bevæge sig, men stadig være en del af stemningen.
  • Brug eventuelt aktiviteter og lege, der gør det grønne valg til en leg:

4. Farvel og på gensyn

  • Sig fælles Tak for i dag, når fællesspisningerne er slut
  • Del eventuelt noget ud, som deltagerne kan tage med hjem. Det kan være en nip-napper eller en opskrift.

Praktiske tips

Tidspunkt

Start gerne sen eftermiddag (kl. 16.30-17.00), så det passer med børnefamiliernes hverdagsrytme.

Mad

Lav simpel og velsmagende mad. Godt brød og grønt at gnave i giver ro ved bordet.

Husk vegetariske og evt. diæthensyn.