Spørgsmål og svar om egeprocessionsspinderen

På denne side kan du læse mere om, hvordan du genkender egeprocessionsspinderen og hvad du skal gøre, hvis du mener at have fundet den.
Billede taget af Linda Kjær-Thomsen.
Spørgsmål og svar om egeprocessionsspinderen
Hvordan kan jeg genkende egeprocessionsspinderen
Egeprocessionsspinderen (Thaumetopoea processionea) er en sommerfugl, som i larvestadiet lever på egetræer.
I de tre første larvestadier har egeprocessionsspinderen en gulbrun krop og her har den endnu ikke fået de giftige brandhår.
Fra fjerde larvestadie er egeprocessionsspinderen giftig. Her bliver kroppen grå med en sort midterstribe, og her har den udviklet de giftige brandhår. Brandhårene er mikroskopiske og det er derfor ikke de hvide hår, man ser med det blotte øje. Larverne bliver op til 3 cm lange. De er ofte samlet i store grupper og er kendt for at bevæge sig i lange rækker efter hinanden, som en ”procession”.
Larverne bygger tætte, hvide eller grå spind på stammer og større grene. I spindene opholder larverne sig i løbet af dagen, inden de om aftenen vandrer mod trækronen for at spise blade. Spindene kaldes også reder og kan indeholde tusindvis af giftige hår.
Billeder af egeprocesspinderen (billedkredit: Linda Kjær-Thomsen)




Hvilke træer angriber egeprocessionsspinderen?
Egeprocessionsspinderen angriber alle arter af eg, herunder stilk-eg (alm. eg), vinter-eg og rød-eg.
Hvornår på året er der størst risiko for at møde Egeprocessionsspinderlarven?
Man kan møde larven fra april til slutning af juli, men det er først fra maj larverne begynder at udvikle deres brandhår. Risikoen er størst i juni og juli. Hårene kan dog blive siddende i gamle reder i flere år og fortsat udgøre en sundhedsrisiko.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg opdager egeprocessionsspinder på offentlige område?
- Hold afstand til larverne og deres reder.
- Undgå at røre ved larver, reder eller materialer omkring dem.
- Hold børn og kæledyr væk fra området.
- Tag gerne et billede på sikker afstand.
- Kontakt Slagelse Kommune via ”Giv et praj”-appen og oplys, hvor fundet er gjort.
Læs mere om "Giv et praj"-appen
Hvad gør kommunen, hvis der bliver fundet egeprocesspindere på offentligt område?
Hvis kommunen får anmeldt et fund, vil det blive undersøgt. Ved bekræftet forekomst af egeprocessionsspinderen vurderes behovet for bekæmpelse og eventuelle sikkerhedsforanstaltninger.
Kommunen kan blandt andet:
- Afspærre området midlertidigt.
- Informere borgere om risikoen.
- Iværksætte professionel fjernelse af reder og larver.
- Overvåge området for yderligere forekomster.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg finder Egeprocessionsspinderen på min egen grund?
- Hold afstand til larver og reder.
- Undgå enhver berøring.
- Sørg for, at børn og kæledyr ikke kommer i nærheden.
- Kontakt en professionel skadedyrsbekæmper for rådgivning.
- Hvis en professionel skadedyrsbekæmper, vurderer at der er tale om egeprocessionsspinder, så opfordrer vi til at man sender fundet til entrp@slagelse.dk
Hvem har ansvaret for bekæmpelse af egeprocesspinderen på privat grund?
Grundejeren har ansvaret for håndtering og eventuel bekæmpelse af egeprocessionsspinderen på privat ejendom. Vi anbefaler, at grundejer kontakter en skadedyrsbekæmper med henblik på at få fjernet larver og spind. Udgifter til bekæmpelse af egeprocessionspinderen afholdes af grundejer selv.
Må jeg selv fjerne larver eller reder?
Vi fraråder, at private selv forsøger at fjerne larver eller reder. Larvernes mikroskopiske brandhår kan spredes i luften og give sundhedsproblemer. Fjernelse bør udføres af fagfolk (skadedyrsbekæmper) med korrekt sikkerhedsudstyr.
Sundhedsfaglige spørgsmål
For alle sundhedsfaglige spørgsmål henviser vi dig til at følge de forholdsregler, der er udarbejdet af Styrelsen for Patientsikkerhed. For yderligere anbefalinger kan du læse Giftlinjens råd.
Hjemmesiden for Styrelsen for Patientsikkerhed